Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Et forfærdeligt Uvejr bryder løs med Lynild og Torden og indgyder hende en
saadan Rædsel, at hun angergiven bønfalder de gode Magter om igen at tage
hende under deres Beskyttelse. Baade Situationen og selve Arien leder
uvil-kaarligt Tanken hen paa hin Ariadne’s Klagesang, der siden Aarhundredets
Begyndelse havde bragt Monte ver di’s Navn paa alles Læber; umuligt er det
heller ikke, at den italienske Sang i det store kan have tjent „Seelewig’s"
Komponist til Forbillede. Det formindskede nedadgaaende Kvartskridt, hvormed
Seelewig’s Sang indledes, findes baade i Ariadneklagen og i Seelewig’s Sang
benyttet som Middel til at udtrykke det grufulde i Situationen. Paa lignende
Maade minder Seelewig’s Angstraab; „Schone mein! schone! schone! dass nichts
enlziinde!" etc., der som et Skrig pludselig intoneres paa det tostregede d, og,
fraregnet en enkelt Vekselnode ned paa cis, dvæler her gennem fem Takter, om
en Periode i Ariadnes berømte Klagesang (se Musikeksempel). Endelig er der
endnu Slutningsudraabene: „Ach! ach! weh! ach weh!" der i stigende
Lidenskab bevæge sig kromatisk op efter for til sidst ligesom i dump Resignation at
synke tilbage paa den dybere liggende Tonica (se Musikeksempel); ganske paa
lignende Maade afeluttes ogsaa Ariadneklagens første Strofe (se ovf. 9ende Kap.).
Om „Seelewig“ nogen Sinde er kommen til Opførelse, ved man
ikke. Det nationale Sangspil fik foreløbig ikke noget blivende Sted
hverken i Nurnberg eller i Dresden. Efter at Trediveaarskrigen
var endt, var det ogsaa ude med den Kærlighed til det nationale,
som 1627 havde foranlediget Johan Georg I til at lade ,Dafne" og
„Euridice" oversætte i Landets eget Sprog og omkomponere af en
indenlandsk Komponist.
Heinrich Schutz levede endnu, da Kurfyrst Johann Georg II i
sin Begejstring for den udenlandske Kunst 1656 til Dresden
indkaldte en hel Koloni af italienske Musikere. Komponister og
Kapelmestre, der nu toge Styret og omsider helt fortrængte Landets egne
Musikere.
Paa lignende Maade gik det ogsaa i Tysklands øvrige
Hoved-stæder. De indfødte Komponister havde snart kun Valget imellem
at skrive tysk Kirkemusik og at rejse til Italien for der at modtage
en i Bund og Grund italiensk Uddannelse; uden dette blev det
dem umuligt at komme nogen Vej.
Det eneste Sted i Tyskland, hvor den indenlandske Kunst
endnu en Tid lang fik Lov til at føre en uforstyrret Tilværelse
over for de stadig mere og mere fremtrængende Italienere, var
Fristaden Hamborg, der ikke ejede noget Hof, som kunde friste
de pengegridske Udlændinge. Det var her Borgere, som havde
Styret, og for dem stod den i sproglig Henseende uforstaaelige
italienske Opera i det 17de Aarhundrede endnu som en fremmed
og utidig Luksus.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
