Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ledigede ham til at ombytte den med Hofkapelmesterpladsen i
Neapel1).
I en længere Aarrække er Scarlatti nu skiftevis bosat i Neapel
og i Rom. I Aaret 1693 opføres i Rom hans Opera „Teodora “,
der har betydelig musikhistorisk Interesse, for saa vidt som der i
den offentlig godkendes to Nyheder, nemlig Da Capo-Arien og
det obligate Recitativ.
Da Capo-Arien bestaar af to Dele, der, efter at være gennemsungne,
afsluttes ved en Gentagelse af første Del. Opfunden af Scarlatti er denne
Arieform ikke; den findes allerede anvendt i flere Operaer før hans Tid, inaaske
allerførst i Operaen „Clearco”, som 1601 blev komponeret af Tenaglia og opført
i Rom. Men det var Scarlatti, som skaffede Da Capo-Arien Borgerret i den
italienske Opera, hvor den siden bibeholdtes indtil Gluck’s Dage.
Det obligate Recitativ adskiller sig fra det oprindelige „tørre”
Recitativ, o: Secco-Recitativet, deri, at Akkompagnementet (der overtages af
Orkesteret), i Steden for kun at markere hver Harmoniveksel, udfylder
Tale-indsnittene med korte karakteristiske Mellemspil, der danne en Slags
musikalskdramatisk Kommentar til det sagte (se Musikbilag).
Fra 1703—9 flyttede Scarlatti for en Tid helt til Rom for at
overtage Kapelmesterposten ved Kirken S. Maria Maggiore;
samtidig ansattes han ogsaa som Musikdirektør ved Cardinal Ottoboni’s
verdensberømte Mandagssoireer, ved hvilke de pavelige Sangere
varetoge Korsangen, og hvor der raadedes over et Orkester, der
var sammensat af Italiens mest udvalgte Soloinstrumentister.
1709 tog Scarlatti atter, og denne Gang for bestandig, Rolig i
Neapel. Det formodes, at det var politiske Forhold, der
foranledigede ham til endelig for bestandig at forlade den By, til hvilken
han hidtil havde følt sig saa stærkt knyttet. For øvrigt saa Neapel
sig ogsaa netop nu i Stand til at byde Scarlatti alle Betingelserne
for en rig Virksomhed. Et saa frodigt Musikliv som der fandtes
paa den Tid ikke i nogen anden italiensk By. Tre Operascener
og fire Konservatorier2) virkede til at vedligeholde en levende
1) Del er paa Titelbladet til Legrenzi’s Opera „Odoacre”, at Scarlatti for første
Gang tituleres som kongelig neapolitansk Kapelmester. Der findes i denne
Opera indlagt flere Arier af Scarlatti, hvis personlige Beskedenhed faar et
smukt TJdtryk i Fortalen. Scarlatti oplyser i denne, at han er Komponist af
alle de Arier, der i Partituren findes betegnede med en Stjerne: „fordi
han frygter for, at Publikum ellers kunde finde paa at skrive
Manglerne ved hans Arbejde paa Legrenzi’s Regning”.
2) Gli Poveri di Giesu Christo, San Onofrio, Santa Maria di Loretto og della
Pietå dei Turchini. I San Onofrio fandtes ca. 90 Elever, i la Pieta 120. De
førstnævnte gik i hvid Uniform, de sidste bare blaa Dragter. I Santa Maria
di Loretto var der 200 Elever, og Dragten var der hvid med et sort Bælte
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
