Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Nicolo Logroscino og efter Pergolese skulde udvikles videre af Nicolo
Piccini. Fétis betegner med fuld Ret Pergolese’s Værk som ,un
Chef d’oeuvre de mélodie spirituelle, d’élégance et de vérité
dramatique*; der hviler en saadan Friskhed og Naturlighed over
det lille Stykke, at man øjeblikkelig har Indtrykket af, at det er
opstaaet uden Spekulation som en umiddelbar helstøbt Skabning
af Geniet. Det naturlige, slagfærdige Replikskifte, den ypperlige
Karakterisering af de optrædende Personer, alt vidner om, at
Pergolese netop her er inde paa den Genre, der ligger hans Naturel
nærmest1). (Se Musikbilag).
Lige saa frisk og livskraftig som Pergolese forekommer Nutiden
i sin „Serva padrone*, lige saa sygeligt, sentimentalt et Indtryk
gør han i sit verdensberømte „Stabat mater“. Man faar i dette
Værk en Ide om den italienske Kirkemusiks Karakter i forrige
Aar-hundrede. Den italienske Operas kraftesløse Sentimentalitet har
nu omsider skaffet sig Vej ind i Kirken, den ældre ophøjede
Kirkestil er ved at forsvinde. Kun Indledningskoret minder endnu fjernt
om de Tider, da Alvor og kirkelig Værdighed vare de ledende
Faktorer i den kirkelige Musik. Kun et kan man ikke frakende
dette „Stabat mater“, og det er Klangskønhed og en uendelig
Melodifylde. Pergolese viser sig her som en Mester over alle
Mestre i den Kunst at opfinde velklingende Melodier. Det er derfor
ganske naturligt, at hans ensidige melodielskende Samtid satte hans
„Stabat mater“ endnu højere end „Serva Padrone“. der dog i og
for sig har dybere Værd.
Den Sentimentalitet, som præger Pergolese’s „Stabat mater’, er af mange
bleven forklaret som en naturlig Følge af den Sygelighedstilstand, hvori
Pergolese befandt sig, da han forfattede dette Værk. Han havde i Aaret 1735 oplevet
den Tort, at hans Opera „Olympiade* i Rom var falden igennem over for et
langt svagere Værk af Duni, og det er ikke usandsynligt, at denne Skuffelse kan
have bidraget til at fremskynde den Lungesygdom, der allerede to Aar senere
gjorde Ende paa hans Liv. Han døde faa Dage efter, at han havde
tilendebragt sit „Stabat mater*, den 16de Marts 1736 i en Alder af kun 26 Aar.
Pergolese var ikke saa snart død, før Italienernes Interesse blev
beslaglagt af en ny Musikhero; den Forgudelse, der var bleven
Pergolese til Del, overførtes ved hans Død umiddelbart paa hans
yngre samtidige: Nicolo Jomelli.
*) Et lille Mesterværk i den komiske Genre efterlod Pergolese ogsaa i
Intermezzoet „Il Maestro di Musica*.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
