- Project Runeberg -  Illustreret Musikhistorie. En fremstilling for nordiske læsere / Første bind /
356

(1897-1905) [MARC] [MARC] Author: Hortense Panum, William Behrend With: Adolf Lindgren, Valentin Wilhelm Hartvig Huitfeldt Siewers
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Tidens urolige politiske Forhold og Paisiello’s Hengivenhed for Huset
Bonaparte skulde imidlertid hurtigt igen gøre Ende paa al denne Herlighed. Da
Bourhonérne fik Magten, mistede Paisiello med det samme de fleste af sine
Embeder. En dyb Krænkelse led han inden sin Død (1816) som Kunstner, ved
at se sig forladt af sine tidligere Beundrere, der alle som en vendte sig fra ham
til den unge Bossini, for hvis rigere musikalske Udtryksmaade han selv
manglede al Forstaaelse.

Paisiello havde ligesom de fleste af hans samtidige Landsmænd
sin Styrke i den komiske Opera. Hans Musik tiltaler ved stor Ynde
og Naturlighed, men den er ligesom Størsteparten af den
neapolitanske Musik alt andet end dybtgaaende. Træffende karakteriseres
den i et Svar, Cherubini en Gang gav Napoleon, der. som før
omtalt, var Paisiello’s store Beundrer. Da Napoleon nemlig en Dag
til Cherubini ytrede, at hans (Cherubini’s) Musik forekom ham
altfor vanskelig, svarede denne: „Jeg forstaar Eder, Sire, I bryder
Eder kun om den Slags Musik, som ikke hindrer Eder i at tænke
paa Statsaffærerne.“

Denne indirekte Dom over Kejserens Yndling rammer for øvrigt
ogsaa Zingarelli, der kappedes med Paisiello om Kejserens Gunst
og trods sit ringere Talent i sin Kompositionsmaade havde grumme
meget tilfælles med denne sin Landsmand.

Over for Bossini indtog Zingarelli samme afvisende Holdning som Paisiello.
I et Brev, han 1822 skriver til Kandler, findes følgende alt andet end
Rossini-venlige Udtalelse: „Hvorfor vil De lade Dem forurolige af Sig. Carpani’s
Lovtaler over Sig. Rossini’s Musik? Han har vist sig at være ukyndig i Kunsten
og savner Smag; fremfor all burde han (Carpani) som Digter ikke have rost
Rossini. da dennes Musik støder an mod al sund Menneskeforstand. Kunde
Car-pani’s Lovtaler gøre Rossini til en stor Komponist, maatte vi glæde os over det;
men han vil uheldigvis til alle Tider blive sig selv lig for fremtidig altid kun
at skrive siettere og slettere“; sluttelig minder Zingarelli Kandler om Boileau’s
berømte Vers: at den dumme altid finder en endnu dummere, som vil rose
ham. Zingarelli havde, skulde man synes, mindre end nogen anden Ret til at
udslynge saa haard en Dom imod sin højt begavede Kollega. Han var endnu
mindre lødig end Paisiello og hører absolut til Undermaalerne i den yngre
neapolitanske Skole. I Musikhistorien mindes han nærmest kun, fordi han nød
den Lykke at være saa hojt anskrevet hos den store Napoleon.

Baade Paisiello og Zingarelli overstraales som Komponister i
den komiske Genre af Domenico Cimarosa.

Cimarosa var født i Aversa ved Neapel i Aaret 1755 og døde i Venedig i
Aaret 1801. Efter at være bleven uddannet ved Konservatoriet S. Loreto i
Neapel, hvor bl. a. Sacchini var hans Lærer, debuterede han i en meget ung
Alder med den komiske Opera „Le stravaganze del conte“ og foretog derefter,

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 10:48:14 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ilmusikh/1/0380.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free