Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ligesom Paisiello, et formeligt Triumftog gennem alle Italiens Byer; siden ogsaa
til St. Petersborg og Wien. Hans Hovedværk er den af italiensk Humor
sprudlende „Matrimonio segreto" („det hemmelighedsfulde Ægteskab"), som blev
skreven for Wien i Aaret 1792 og er det eneste af den neapolitanske Skoles
Arbejder, der til Dato har formaaet at holde Stand ved Siden af de Mozart’ske
Operaer. Ligesom Paisiello blev ogsaa Cimarosa ved egen Uforsigtighed draget
ind i Tidens politiske Forviklinger. Under Borgerkrigen i Neapel optraadte han
som ivrig Revolutionsmand; han blev fængslet og led i Fængselet en saa slet
Behandling, at hans Helbred blev haardt medtaget. Det italienske Publikums
Vrede over Regeringens Adfærd imod Cimarosa var saa stor, at man ved hans
Død, der indtraf i Venedig kort Tid efter hans Frigivelse, uden videre beskyldte
Dronningen for at have taget ham af Dage ved Gift. Man lod sig ikke stille til
Ro, før Cimarosa’s Læge offentlig havde erklæret Dødsaarsagen for Kræft i
Underlivet.
Den neapolitanske Skole opviser foruden de nævnte endnu en
lang- Række talentfulde Komponister, af hvilke her kun nogle af de
vigtigste kortelig skulle anføres:
Francesco di Majo udmærkede sig ligesom Sacchini og Traetta ved en
for en neapolitansk Komponist ualmindelig Sans for dramatisk Virkning. Pietro
Guglielmo stred som usædvanlig frugtbar Operakomponist en Tid lang med
Paisiello og Cimarosa om Publikums Gunst. Pasquale Anfossi er allerede
omtalt som Piccini’s Rival i Rom. Andre begavede Neapolitanere fra denne
Periode ere Carl o Contuinacci, Gennaro Manna, Alessandro Speranza
Fedele Fenaroli, Valentino Fioravanti m. fl.
Den neapolitanske Skole havde, som allerede oftere berørt, sit
Særpræg i en til Ensidighed grænsende Udvikling af Operaens
melodiske Element. Operaen fjerner sig hos Neapolitaneren mere og
mere fra sin oprindelige Bestemmelse at skulle være „et
Musikdrama". Handlingen benyttes nærmest kun som en nødvendig
Ramme omkring Arierne. I Steden for Tekstbøger indføres
Ariebøger; hver Opera indeholder mellem 30 og 40 Arier; Tekstbogen
til en af Handel’s Ungdomsoperaer, „Nero“, opviser endogsaa 75.
Hovedinteressen samler sig om Arierne, med andre Ord om
Sangerne, der med deres Triller og Løb i den Grad forbløffer
Tilhørerne, at disse herover bringes til at ignorere Recitativerne, der
føje Arierne sammen og give det hele Mening.
„I Logerne, i Parterret blev der passiaret og spøget, drukket og spist
Slikkerier, eller Logens Forhæng blev trukken for, mens man bagved indtog et
fint Mellemmaaltid, spillede, elskede — hvem kunde vel ogsaa holde
Opmærksomheden vedlige i tre Timer og tre Akter! Men nu kom Øjeblikket, da en
Hovedperson skulde træde frem med en Yndlingsarie; Forhængene brusede til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
