Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Heinrich Schiitz.
363
i de Tider almindeligvis blev Kapeldrengene til Del1), fandt han utilstrækkelig
for sin Protegé. Alt imens denne hos Landgreven gjorde Opvartning som
Kapeldreng, maatte han besøge det saakaldte Collegium Mauritianum. en
Opdragelsesanstalt, som ellers i Særdeleshed var beregnet paa unge Adelsmænd. „ Blandt
Grever af fornem Adel og andre tapre „ingeniis* blev han oplært i allehaande
Sprog, Kunster og Exercitier”, skriver Walter i sit Leksikon.
Da Heinrich Schiitz havde tilendebragt sine Studier paa det nævnte
Kollegium, begav han sig i Aaret 1607 med sin Broder og en Fætter til Marhurg
for at studere Jura ved det derværende Universitet. Landgreven tabte ham
dog ikke derfor af Sigte. Da han to Aar senere kom til Marburg, opsøgte han
Schiitz og bød ham et Stipendium paa 400 Thaler, for at han i to Aar kunde
opholde sig i Venedig og studere Komposition hos Gabrieli. Hans Forældre
vare imod Planen, men Schiitz vilde ikke afslaa Tilbudet. Gabrieli var en
gammel Mand, der var derfor heller ikke Tid til at betænke sig længe. At
opgive de juridiske Studier for Musikkens Skyld var ikke Heinrich Schiilz’s
Mening; de bleve foreløbig kun lagte til Side og skulde igen tages op ved
Hjemkomsten.
I to Aar arbejdede Schiitz flittigt hos Gabrieli; saa udgav han paa
Gar-dano’s Forlag i Venedig en Samling f’emstemmige Madrigaler, som han tilegnede
Landgreven, og som viste saa meget Talent, at baade Gabrieli og andre
anerkendte venetianske Mestre paa det ivrigste opmuntrede den unge Mand til for
Fremtiden helt al gøre Musikken til sit Fag. Schiitz gav intet bestemt Løfte,
men han blev dog foreløbig for egen Regning i Venedig mere end et Aar ud over
den oprindelige Termin. Efter dette Aars Udløb døde Gabrieli, og Schiitz
vendte omsider hjem.
Skønt han ved sin Hjemkomst straks blev udnævnt til Hoforganist hos
Landgreven, genoptog han efter sine Forældres Ønske dog samtidig ogsaa de
boglige Studier. Del traf sig imidlertid saaledes, at Schiitz, der vel som Musiker
allerede maa have indlagt sig et vist Navn, i Aaret 1614 blev indbudt til Dresden
for med sit Musiktalent at opvarte ved de Fester, der fulgte med Hertug
Au-gust’s Daab. Den kursachsiske Kapelmester, Bogier Michael, var gammel og
aflægs; ved flere Lejligheder havde Kurfyrsten allerede været nødt til at laane
Michael Prætorius fra Wolfenbiittel til Hjælp. Denne Gang forskrev man baade
denne og Schiitz: Prætorius skulde komponere Musikken til den kirkelige Højtid,
Schiitz skulde formentlig forestaa Taffelmusikken. Den unge Musiker skilte sig
saa ypperligt fra sit Hverv, at Kurfyrsten Aaret efter tilbød ham fast
Ansættelse som sin Kapelmester. Følgen af dette Tilbud blev en aarelang
Brevveksling mellem de to Potentater, der begge vare lige uvillige til at opgive
deres Fordring paa Schutz. Den, der sluttelig maatte give efter, var
Landgreven. Schiitz blev paa et Par Aar udlaant til Kurfyrsten, som imidlertid knap
havde haft ham et Aar, før Landgreven igen forlangte ham tilbage. Han kunde,
som han erklærede, ikke undvære sin tidligere Protegé ved „sine unge
Herskabers” Opdragelse. Herom vilde Kurfyrsten dog intet høre; han fordrede, at
Landgreven helt skulde give Afkald paa Schiitz, og da det af politiske Grunde
l) Denne Undervisning gik ikke alene i musikalsk Retning. Det var i de Tider
Kapelmesterens Hverv at undervise Drengene i de gamle Sprog, og de havde,
saa vidt deres Kapeltjeneste tillod dem det, ogsaa Tilladelse til at besøge
Stedets lærde Skole. (Se Winterfeld: Evang. Kirchenges. II).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
