Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
fra Wien til Prag og gav ham ved Festopførelsen Plads i sin
Nærhed. Operaen blev opført under fri Himmel, under Medvirkning
af hundrede Sangere og to hundrede Instrumentister. Blandt
Sangerne fandtes Stjerner som Carestini, Orsini m. fl. Conti og den
berømte Lutspiller Weiss fra Dresden spillede Theorbe, Quanz
spillede Hobo, Graun Violoncel o. s. v. De tre sidst nævnte Kunstnere
kom rejsende til Prag fra Dresden og havde egentlig kun haft til
Hensigt at overvære Forestillingen som Tilhørere, men den stærke
Tilstrømning hindrede dem i at faa Adgang, hvorfor de lod sig
optage i Orkesteret.
Skønt Fux i sine ældre Aar var sygelig, ofte ogsaa
sengeliggende, vedblev han dog lige til sin Død at virke flittigt for sin
Kunst. Især som Lærer udfoldede han i sine senere Leveaar en
omfattende Virksomhed.
Til Fux’s mere fremragende Elever hører Gottlieb Éuffat (se ltide Kap.),
Kirkekomponisten Franz Thuma og Johan Dismas Zelenka (fra 1710
Kontrabassist i Dresdnerkapellet); endelig ogsaa Georg ChristophWagenseil
(Maria Theresia’s Hofkomponist og Musiklærer, bekendt fra Mozart’s
Livshistorie).
Fux’s Natur og Anlæg henviste ham fortrinsvis til
Kirkemusikken, og det var her de gamle italienske Klassikere,
ikke de unge Neapolitanere, der viste ham Vejen. Hans Ideal
var Palestrina. Hvor han i anden Del af „Gradus ad Parnassum “
afhandler den praktiske Musik, forklarer han derfor ikke, saaledes
som de nyere Teoretikere, Flerstemmigheden som en Sammenkæden
af Akkorder, men tværtimod som Resultatet af flere sangbart
førte samtidigt klingende Stemmer. Hans Kirkemusik hviler
helt og holdent paa den gamle Polyfoni, og det er ogsaa den, der
ene optager hans Interesse som Teoretiker.. I sin „Gradus", der
endnu regnes for at være den bedste Lærebog, som eksisterer om
Kontrapunktet, giver Fux endnu de gamle Kirketonearter en vigtig
Plads, og at han ogsaa endnu hang ved Solmisationslæren
frem-gaar af to Breve, han 1717 skrev til Mattheson som Svar paa
dennes hidsige Angreb paa den gamle Lære (se ovf. 2det Kap.).
Mattheson optraadte over for Fux ikke mere hensynsfuldt end over for
Buttstedt. Skønt Fux havde frabedt sig Udgivelsen af sine Breve, aftrykte
Mattheson dem i Aaret 1725 i sin „Critica musica" og bibeholdt, for at
latterliggøre Fux, endogsaa dennes mangelfulde Ortografi.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
