Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I Bilaget efter dette gengives en anden Scene af samme Opera, vidt
forskellig fra den forrige. I den fremstilles Dido’s Fortvivlelse, da Æneas har
forladt hende, hendes Afsked og hendes Bestigen af Baalet. Allerede det korte
Becitativ, der indleder hendes Sang, er gribende udtryksfuldt. Den langsomt
dalende Tonebevægelse og de ved Pavser adskilte Udraab: „Thy hånd. my Anna,
— darkness shades me, — on thy bosem — let me rest: — More I would, —
but Death invades me, — Death is now a welcome guest", give et levende
Indtryk af Dido’s fortvivlede Sjælstilstand, som dog udtrykkes endnu klarere i den
efterfølgende Sang. Knugende tungt virker allerede Forspillet, der bestaar
af en klagende, kromatisk nedad faldende Basgang: denne danner, gentagen
seks Gange (som saakaldt Basso ostinato), Underlaget for hele Kompositionen.
Purcell udvikler over dette Basmoliv en Sang saa ædel og skøn i Melodien og
saa fuld af inderlig Følelse, at selv Gluck næppe havde naaet Hensigten bedre.
I høj Grad betagende virker Dido’s: „Hemember me", der først synges pianissimo
med taarekvalt Stemme, og derpaa pludselig som et Fortvivlelsesskrig gentages
paa det høje g. Under et kromatisk, meget elegisk Efterspil af Orkesteret,
bestiger Dido derefter Baalet og dør. En sand Perle er det Sørgekor. som
afslutter Akten og dermed hele Værket. Dette Kor viser, at Purcell ogsaa i den
polyfone Stil forstod at skabe Musik, der gik ud over det almindelige. Den
mønsterværdige Stemmeføring hemmer ikke i mindste Maade Kompositionens
Karakteristik. Man kan i melodisk Retning ikke tænke sig noget yndefuldere
end denne lille Korsats, og man kan paa den anden Side heller ikke nok
beundre. hvor smukt Tekst og Musik her supplere hinanden.
Allerede disse to Brudstykker vise, hvor stor Vægt Purcell i Modsætning
til sin Tids Italienere lagde paa Koret. Det er netop især de dramatiske
slagfærdige Kor, der saa resolut gribe ind i Handlingen, som giver Purcell’s
„Halvoperaer" deres Interesse. Der er ingen Tvivl om, al Purcell’s store Eftermand
i England, den tyskfødte Georg Friedrich Handel, som Oratoriekomponist paa
dette Punkt har taget efter ham, ligesom han faktisk ogsaa tog Purcell til
Forbillede i sine engelske Kirkekompositioner. Handel’s Anthems, hans Cæcilieode
hans Ulrechter-Te Deum med Jubilate ere alle saa tydeligt prægede af Purcell’s
Aand, at man næsten kunde tage dem for modnere Arbejder af samme Mester.
Kun som Klavérkomponist kan Purcell ikke have Krav paa at
kaldes Handel’s Banebryder. Hans Klavérmusik minder snarere
om Couperins; den er fin og yndefuld, men smaastilet.
For Musikhistorien har Purcell altsaa paa den ene Side
Betydning i sin Egenskab som Handel’s Forløber i England, paa den
anden som Iscenesætter af et nationalt engelsk Sangspil. Han
viste sine Landsmænd den Vej, de burde have fulgt, men videre
naaede han ikke. At han endnu kun stod ved Begyndelsen af
Vejen, var han sig vel bevidst. I Fortalen til et af sine
Musikdramaer skriver han selv: „Digtning og Maleri ere i vort Land
allerede udviklede til Fuldkommenhed, men Musikken er endnu i
sin Mindreaarighed, et villigt fremadskridende Barn, der giver Haab
27
Illustr. Musikhistorie.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
