Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Vokalsats. Ikke desto mindre er det meget vanskeligt at paavise
en bestemt Forskel mellem det sekstende og syttende Aarhundredes
Sonate og Canzone. Begge grænse ved deres
kontrapunktisk-imita-toriske Affattelse endnu nær op til denne Tids flerstemmige
Sangmusik; kun i den udtrykkelige Opfattelse af Sonaten som et
Instrumentalstykke ligger der et Fremskridt. Instrumenterne stræbe
øjensynlig nu efter at gøre sig fri og skabe sig et eget Repertoire.
En Støtte faar denne Stræben i den omkring Aar 1600
frem-staaede Monodi, o; Solosangen med en selvstændig
Instrumentalledsagelse; ogsaa i det samtidig fremkomne Musikdrama
gives der i instrumentale For- og Mellemspil Instrumenterne
Lejlighed til selvstændig Optræden. Lidt efter lidt gaar man nu
ogsaa bort fra det tidligere ubestemte Instrumenteringsprincip: »for
saa og saa mange Instrumenter’. Baade Giovanni Gabrieli og
endnu mere Claudio Monteverdi opgive i deres
Instrumentalkompositioner altid nøjagtigt, hvilke Instrumenter de ønske
anvendte. Dermed aabnes der endelig ogsaa de forskelligartede
melodiske Instrumenter Vej til en selvstændig Praksis i Lighed
med den, der allerede fra de sidste Aartier af det 16de Aarhundrede
var bleven udøvet af de harmoniske1).
Det Instrument, der først brød de melodiske Instrumenters
Række for at optræde som Soloinstrument, var Violinen, der
som Orkesterets melodiførende Instrument syntes selvskreven til at
optræde som Sanger blandt Instrumenterne. Den første
Violinsolo, der kendes, skriver sig fra 1620. Det er en Romanesca
per Violino solo e Basso se piace af Italieneren Biagio Marino.
Som rimeligt er, røber den endnu kun ringe instrumental Erfaring,
men man naar ved ivrig Eksperimenteren hurtigt videre. I en
saakaldt Capriccio stravagante gør den mantuanske Violinist, Carlo
Farina, i Aaret 1627 Forsøg paa med fire Violininstrumenter at
efterligne Hundenes Gøen, Kattenes Mjaven, Hønsenes Kaglen,
Hanernes Galen o. s. v. og faar derved Lejlighed til at opfinde en
Rigdom af Spillemaader, der vidne om, at i det mindste han har
været i Besiddelse af en efter Forholdene ret betydelig Finger- og
Bueteknik. Ogsaa Farina’s to samtidige, Giambattista Fontana
i Breseia og Michel Angelo Rossi i Rom, omtales i de Tider
som „udmærkede Violinvirtuoser’.
M Se 7ende Kap : Den engelske Klavérmusiks paafaldende tidlig selv-
stændige Udvikling under Dronning Elisabeth.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
