Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I det 16de Aarhundrede gjorde dette imidlertid kun lidt til Sagen; man
gjorde som bekendt dengang kun Brug af et meget begrænset Antal
Tonearter og var tilfreds, naar disse kun vare nogenledes brugbare. Anderledes blev
det, da man i det 17de Aarhundrede begyndte at føle Trang til en mere udvidet
Modulation og ogsaa greb ud efter de fjernere liggende Tonearter. Indførelsen
af en ny Temperatur aabenbarede sig nu som bydende nødvendig.
Temperatur-spørgsmaalet blev i det 17de Aarhundrede ivrigt debatteret af alle Teoretikere;
baade Calvisius, Prætorius, Printz, Werckmeister o. s. v. lige op til Rameau og
Kirnberger toge Del i Striden, der førte til en Masse forskellige
Tempereringsforslag. En tilfredsstillende Løsning paa Spørgsmaalet blev først fundet i det
18de Aarhundrede, da man omsider bestemte sig for den saakaldte „ligesvævende*
Temperatur, ved hvilken det Overskud (en Femtedel af en Halvtone), der
fremkom ved Sammenstillingen af de tolv rene Kvinter (se ovf.) foresloges j ævnt
fordelt over alle tolv Toner: e, cis, d, dis, o. s. v. Alle Skalaens Toner
bleve med andre Ord gjorte urene, men Urenheden beløb sig kun til en
Fordybelse af hver Tone med en Tredsindstyvendedel af en Halvtone, en
Uregelmæssighed, der næppe engang opfattes af et øvet musikalsk Øre.
Den ligesvævende Temperatur omtales allerede 1725 af Mattheson (Critica
tnusica), der angiver Neidhardt og Werckmeister som dens Opfindere. Om
han har Ret deri, ved man ikke; man ved kun, at denne Temperatur først
blev almindelig anerkendt, efter at Rameau havde anbefalet og forsvaret
den i sin Generation hannonique i Aaret 1737 1).
I Praksis findes den ligesvævende Temperatur allerede godkendt 1722 med
Sebastian Bach’s „Wohltemperiertes Klavier*, i hvilken alle fire og tyve
Dur-og Molltoneskalaer for første Gang finde samlet Anvendelse paa Klavéret.
l) Rameau-d’Alembert foreslaar følgende Stemmemaade: Fra en eller anden
Tangent paa Klavéret, f. Eks. C, stemmes en rent Kvint, som derefter gøres
en Grad lavere; efter Kvinten C—g stemmes G—d, hvorved ligeledes d gøres
lidt lavere, end den stemmer i ren Stemning. Saaledes gennemgaas hele
Klaviaturet Kvint for Kvint, indtil man naaer his, der, hvis man har stemt
rigtigt, nu vil give den rene Oktav til det dybe C.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
