Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
nemlig ikke alene Flertallet blandt disse, men de betegne i
bogstavelig Forstand Begyndelsen til hans vokale Kirkemusik. Det var
i en Kantate, at Bach i Muhlhausen for første Gang viste, hvad
han formaaede ogsaa paa dette Omraade.
Kantatens historiske Udvikling er allerede bleven forklaret i
17de Kapitel. Som det vil mindes, skælnede man ved det 18de
Aarhundredes Begyndelse mellem to Kantateformer, en ældre og
en nyere. Den ældre, der i sin Tid bar Navn af „Kirkekoncert",
daterede sig fra Prætorius og Schiitz, og gjorde paa den ene Side
Brug af den Gabrieli’ske Korsats, paa den anden af det 17de
Aarhundredes forholdsvis smaa dramatiske Musikformer, o: den
strofemæssige Arie, det ariose Recitativ samt Ensemblesange: Duetter og
Terzetter. Dertil anvendtes et forholdsvis rigt
Instrumentalakkompagnement, der dog i Hovedsagen kun bestod af en Dublering eller
instrumental Udførelse af K orstemmerne. Teksten var kun løst
sammenføjet af Skriftsteder og Kirkesange, Stilen var ikke strengt
kirkelig, men dog heller ikke egentlig verdslig.
Denne ældre Kantateform benytter Bach endnu i sine første
Kantateværker, som han ogsaa selv korrekt benævner „gejstlige
Koncerter". Han fører i sin Kantate „Gottes Zeit ist die allerbeste
Zeit" (komponeret i Weimar) saa at sige denne Art Kantate til
Højdepunktet og samtidig ogsaa til Endepunktet. I den ældre Forms
Sted træder umiddelbart derefter den ny, saakaldte store Kantate,
det 18de Aarhundredes Kantateform.
Fremspiret af den neapolitanske Operas Jordbund undlader
denne i Hænderne paa Keiser og Telemann ikke straks at vække
en Del Forargelse; i første Øjeblik hidfører den, som bekendt,
heftige Pennefejder mellem Musikere og gejstlige (se ovf. 17de
Kapitel). Bach var just i Weimar, da Neumeister’s Kantatedigte kom
frem, og da Spørgsmaalet om det tilladelige eller utilladelige ved
den teatralske Stils Indførelse i Kirken opfyldte alle Tanker. Mens
det ene Stridsskrift kom ud efter det andet, og mens Præster.
Lægfolk og Musikere skændtes om, hvilken Stil, der fortrinsvis burde
have Hævd som Kirkestil, var Bach den eneste, der var sig
fuldkommen bevidst, hvilken Betning der burde tages. Operaformernes
Optagelse i Kirkemusikken var efter hans Opfattelse ikke denne til
Skade; heller ikke kunde man, efter hans Mening, med Føje sige
noget til, at Publikum vilde have mere personlig Inderlighed og
Varme lagt ind i den Musik, de hørte i Kirken; det var Tidsaanden,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
