Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
skønt, vel at mærke, kun ved sin egen Hjælp. Det var en ganske
tilfældig Omstændighed, der omsider skaffede ham en Lærer.
Faderen blev en Dag paa Embedsvegne kaldt til Weissenfels,
hvor han var Hertugens Læge. Georg Friedrich tiggede om at
maatte komme med; hans Nevøx) var Kammertjener hos Hertugen;
ham vilde han gerne besøge. Men han fik et bestemt Afslag.
Mismodig saa Drengen sin Fader køre bort, men en Tid efter, at
Vognen var forsvundet, tog han en rask Beslutning. Saa hurtigt
han kunde, løb han bagefter og indhentede virkelig Køretøjet en
Milsvej uden for Byen. Naturligvis paadrog han sig derved en streng
Irettesættelse af Faderen, men han fik sin Vilje. At sende ham
den lange Vej tilbage, kunde den gamle ikke bære over sit Hjerte, og
han blev saa taget op med. Paa denne Maade kom Georg Friedrich
til Weissenfels, og det blev hans Lykke. Hans Nevø gjorde ham
straks bekendt med flere af Kapelmusikerne, der toge ham med til
Prøverne, og de vare ikke længe om at opdage, hvad der boede i
Drengen. De foreholdt Faderen det syndige i at lade dette Talent
skøtte sig selv, men han vilde i denne Sag ikke lade sig sige; at
Musikere forsvarede Sønnen, betød intet for ham. Georg Friedrich’s
Venner opgav ham dog ikke. Da Gudstjenesten en Søndag var
forbi, satte de resolut Drengen paa Orgelbænken og lod ham spille
Postludiet. Hertugen, som var i Kirke, blev opmærksom paa, at
Orgelspillet den Dag havde en anden Lyd end sædvanlig, og spurgte
straks sin Kammertjener om, hvem det var, der spillede. Straks efter fik
Georg Friedrich Ordre til at møde paa Slottet med sin Fader.
Hertugen var venlig imod ham og roste hans flinke Orgelspil, men
Faderen overøste han med Bebrejdelser. Han forestillede ham,
hvor urigtigt han handlede i ikke at lade Drengen lære noget i det
Fag, paa hvilket hans medfødte Begavelse saa ubetinget viste ham
ind. Musikken var en Naadegave, Vorherre havde givet hans Søn,
og det var en stor og utilgivelig Synd, hvis han lod dette Pund
ligge og tvang Drengen ind paa Omraader, hvor han sandsynligvis
ikke vilde kunne yde mere end enhver anden. Hertugen talte saa
indtrængende, at den gamle Handel omsider tøede op. Han lovede
straks efter Hjemkomsten at give Sønnen en dygtig Lærer; han
skulde nu faa Lov at følge sin Lyst, men han skulde samtidig ogsaa
læse; den gamles Haab stod endnu til, at Sønnen maaske dog ad
Aare kunde betænke sig og foretrække den studerende Vej.
x) En Søn af en af Georg Friedrich’s Halvbrødre.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
