Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
førte paa en og samme Scene og tilmed paa samme Aften, afgav
de to Opførelser uvilkaarligt Stof til Sammenligninger, og det
kunde da ikke undgaas, at enhver uhildet Tilhører gav de
italienske Stykker Forrangen. Lully’s Værk tog sig saa
parykmæssigt og gammeldags ud ved Siden af det ungdomsfriske,
italienske Intermezzo, at snart en stor Part af det teaterbesøgende
Publikum foretrak at gaa hjem, saa saare Italienernes Forestilling
var forbi; de franske Operasangere led derfor i Almindelighed den
ærgerlige Skæbne at maatte spille og synge for et tyndt besat Hus.
Det nyttede ikke engang, at man byttede Stykkerne om og lod
Italienerne spille sidst. Folk demonstrerede saa ved at blive borte,
saa længe den franske Operaforestilling stod paa, og med at storme
ind en pleno i det Øjeblik, da Italienerne betraadte Scenen.
Den nationale Operas Venner følte sig dybt krænkede ved
at se Lully’s klassiske Musik blive traadt saaledes under Fødder,
og samlede derfor i Hast et Oppositionsparti, der skulde modarbejde
Italienerne. Som kongelig Institution havde det franske
Operaakademi hele den store fornemme Pariserverdens, Rigmændenes og
Damernes Sympati, mens Italienerne blev støttede af den mere
faa-tallige, men med Kundskaber og Kunstforstand langt rigere begavede
Del af Publikum, der med Jean Jacques Rousseau i Spidsen i
denne Tid begejstret stred for at bringe Kunst og Videnskab ind i
et nyt, mere naturligt Spor.
Buffonisterne, o: Italienervennerne, tog i Teateret gerne deres
Standkvartér under Dronningens Loge: .au coin de la reine", mens
Lully’sterne, o: den nationale Operas Beundrere, opfyldte Resten af
Gulvet og Salen, men havde deres Hovedstade under Kongens Loge:
„au coin du roi".
Kampen mellem de to Partier udfægtedes saa hidsigt, at ikke
engang Kongens Nærværelse hindrede Folk i at demonstrere i
Teateret under Forestillingen. Enden paa Legen blev, at Italienerne i
Marts Maaned 1754 maatte fortrække; men derfor holdt Striden ikke
op, den fortsattes tværtimod endnu længe efter med stor Heftighed
i Bladene. I Begyndelsen havde den litterære Kamp en godmodig,
spøgefuld Karaktér. Baron Grimm profeterede i et lille Spotskrift
„Le petit Prophéte de Boehmischbroda“ 1753 den gode Smags
Undergang, hvis Pariserne ikke vilde omvende sig og anerkende den
italienske Musik. Men senere blandede Rousseau sig i Kampen,
og dermed tog den en alvorligere Vending. I et „Lettre sur la
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
