Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
findes der ikke i denne Tekst, der som bekendt liar til Stof Orfeus’
Tab og Genvinden af sin Hustru Eurydike. Teksten er egentlig
kun blevet til tre store Billeder eller Situationer, af hvilke det
midterste: Orfeus’ Nedstigen til Hades, Kamp med Furierne og Møde
med Eurydike paa de elysæiske Marker, er af en saa storslaaet
dramatisk Magt, som intet af de andre.
Til dette Billed (2den Akt) skrev Gluck en Musik saa
fantasifuld og af en saa gribende Vælde, at den hører med til hans
ypperste Frembringelser. Aandernes mørke, barske Kor, ind i hvilke
fra Orkestret Cerberus’ uhyggelige Gøen lyder, Furiernes berømte
No (Rousseau kalder det „en af de mest ophøjede Inspirationer”),
Orfeus’ blide, værdige, men stadig mere indtrængende Bønner, og
Furiernes ængstelige Vigen for denne fremmede, frygtløse Sanger, er
alt gengivet af en Mester, der kun bruger faa og simple Midler, men
véd at ramme sikkert med hver af sine Idéer. Denne ægte dramatiske
Situation og den følgende Skildring af Elysion virker endnu den
Dag idag saa frisk, som da de skreves, og endnu beundres Gluck
derfor. Hvormeget stærkere maa de da ikke have virket paa en
Samtid, der helt var afvant med at møde Kraft, Alvor, Natur paa
Operascenen? Men ved Siden heraf var der endnu meget nyt og
fremmed at forundres over. Orfeus klager jo ikke ved Eurydikes’
Grav i lange Arier med Løb, Triller og Forsiringer, og da han i
sidste Akt synes at skulle miste hende paany, fordi han trods
Forbudet vender sig om forat se hende, benytter han ikke heller her
den gode Lejlighed til at vise sin Koloraturfærdighed, nej, han lader
sin Smærte, sin stille, dybe Længsel mod den, han troede tabt for
stedse, smelte hen i en skøn Sang, den berømte Che faro senza
Eurydice (Eurydike har jeg mistet). Og disse lyriske Udbrud var
forbundne ikke med de evige, trættende ensformige Seccorecitativer,
men med Recitativer, ledsagede af hele Orkestret, i hvilke Gluck
allerede viste sin store Sans og Iver for at skabe sand og levende
Tale paa Scenen, og i hvilke han med smaa Midler vidste at give
et malende Billed af Situationen eller den Optrædendes Stemning.
Orkestret var ikke reduceret til at akkompagnere de mange
Bravur-arier; det spillede en selvstændig Rolle og bidrog til at give Musiken
Farve. Endelig var Koret ikke blot en pyntende Staffage, det var der,
fordi det maatte være der, det greb med en naturlig Ret ind i
Handlingen; allerede i første Akt var Folkets Klager den brede
Baggrund for Orfeus’ mere personlige Sorg, og i anden Akt tog jo
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
