Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
La corona (af samme Forfatter), bestemt til at fejre Kejser Frantz’s
Navnedag, men henlagt, da Kejseren forinden pludselig døde —
dels var de helligede Studier til og Arbejde paa Alceste, ti sine
Hovedværker skrev Gluck ingenlunde hurtigt. løvrigt levede den
nu hojtansete Mester i disse Aar et rigt aandeligt Liv, i stadigt
Samkvem med Tidens betydelige Mænd, for hvilke hans velhavende
Hjem var et Slags Samlingssted, og man kan saaledes næppe med
Rette bebrejde Gluck (hvad enkelte Forfattere har gjort), at han
spildte denne Tid, eller tale om noget Frafald fra hans Mission.
I hvert Fald maa Operaen Alceste, der, komponeret til
Cal-zabigis Tekst, første Gang opførtes den 16. Decbr. 1767, slaa
enhver saadan Anklage til Jorden.
„Alceste" har den største Interesse saavel i Glucks som i
Operaens Historie. Musikalsk set er Operaen vel næppe
betydeligere end ,Orfeo“, og i dramatisk Henseende er den ingenlunde
fuldendt; men den er det første Værk, i hvilket Reformatoren helt
uden Begrænsning eller Hensyn følger sine ny Idéer, hvorfor den
giver et saa klart Billed af hans Vilje og Evne. Og ydermere er
den i sin trykte Skikkelse ledsaget af en Fortale1), i hvilken Gluck
paa en ypperlig Maade lader sine Anskuelser og Bestræbelser
komme til Orde.
I dette vigtige kunsthistoriske Dokument hedder det bl. a.: „Da
jeg paatog mig at sætte „Alceste" i Musik, var det mit Forsæt,
grundig at fjærne alle de Misbrug, som dels formedelst
Sangernes umotiverede Forfængelighed, dels ved
Komponisternes altfor store Skikkelighed var bleven indført
i den italienske Opera, og som saa længe har forvansket den
og gjort det højtideligste, skønneste af alle Skuespil til det latterligste,
det kedeligste. Jeg var betænkt paa at begrænse Musiken til dens sande
Opgave, der er den: at tjæne Digtningen, idet den
forstærker Udtrykket for Følelser og Situationer uden at
afbryde Handlingen eller svække den ved unyttige og overflødige
Ziruter. Jeg mente, at Musiken skulde være for Poesien, hvad
livlige Farver og en lykkelig Blanding af Lys og Skygge er for en
fejlfri og velordnet Tegning, hvilke kun tjæner til at gøre Figurerne
levende uden at forandre Omridsene. Jeg vilde derfor hverken
afbryde Skuespilleren i Dialogens Ild for at lade ham vente paa et
’) Hettet tiLHertugen af Toscana, hvem Partituret tilegnedes.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
