Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
med en Aarslønning af 2000 Frcs. Fra Wien sendte Gluck
Pariserscenen Sangspillet „Cylhére assiégée", som bekendt ligeledes af
ældre Oprindelse. Ogsaa denne Operette havde han bearbejdet efter
Parisersmagen, navnlig udstyret den med megen Ballet, og det er
rimeligt nok, at den meget „praktiske" Mester uden altfor store
kunstneriske Skrupler har leveret dette Arbejde, fordi hans Kontrakt stillede
ham en for hvert scenisk Værk betydelig voksende „Pension" i Udsigt.
Imidlertid faldt dette Arbejde ikke i Parisernes Smag, og det var
forgæves, at Abbé Arnaud undskyldte Operaen med en aandfuld
Ytring om, at Herkules forstod bedre at føre Køllen end haandtere
Spinderokken. Glucks Prestige begyndte at aftage, selv var han
fraværende, og hans Fjender fik fornyet Mod. Den kølige Holdning,
hvormed Publikum modtog det følgende Værk, Gluck (personlig)
fremførte i Paris: en (mindre heldig1) Bearbejdelse af den italienske
„Alceste", styrkede yderligere deres Tillidsfuldhed; de fik deres faste,
tildels fremragende Førere, og de kaarede som deres musikalske
Overhoved Italieneren Nicolo Piccinni (se første Del p. 353). Saaledes
var da snart i fuld Gang med Flyveskrifter, Brochurer, Bladartikler,
Vers, Anekdoter og Vittigheder den i Musikhistorien saa berømte
Strid mellem „Gluckister og Piceinnister", en Strid, hvis samlede
Dokumenter3) noksaa meget vidner om, hvilken mærkelig stor Interesse
Franskmændene i Aarene kort før Revolutionen kunde hellige
Kunstog Theater-Spørgsmaal (og derhen hørende Intriger), som den
egentlig er betydningsfuld og befrugtende i æsthetisk Henseende.
Paa Glucks Side kæmpede navnlig den aandrige og meget skrivende,
men ikke just „diplomatiske" Abbé Arnaud, den kloge,
kundskabsrige Suard („anonyme de Vaugirard") og Jean Jacques
Rousseau. For Italienerne og Piccinni, der som indkaldt Fremmed *)
*) Bearbejdelsen var beregnet paa det franske Publikums Smag og Vaner, men i
æsthetisk Henseende meget lidt tilfredsstillende. For at bødepaa den „italienske"
Alcestes Mangel paa Sluttethed havde Gluck offret en af de musikalsk og
scenisk virkningsfuldeste Scener, og paa den anden Side havde han haft
den ulyksalige Tanke, efter Quinaults Mønster, at indføre i Operaen
Herkules, der hjælper til at befri Alceste fra Døden, en Figur, der kun spreder
Handlingen, svækker Deltagelsen for Hovedskikkelserne og, som en Forfatter
(Welti) bemærker, gør et næsten farceagtigt Indtryk ved sin stortalende
Optræden.
*) Se Mémoires pour servir a l’Histoire de la Revolution operé dans la musique
par M. le Chevallier Gluck, Naples 1781. Paa Tysk ved Siegmeyer: Ritter
v. Gluck u. seine Werke. Berlin 1823.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
