Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
være tilbøjelig til at mene, at Aloysias Optræden, der synes saa
ubegribelig, slet ikke liar bundet saa dybt — at det har været en
af disse uforklarlige og halvt ubevidste Stemninger, der kan jage
gennem et Menneske’ og give sig Udslag i trodsig Lyst til at pine den
man elsker; et Kvindelune eller et barnagtigt, men saarende Drilleri.
Havde Mozart kunnet tage saa let paa denne Sag. som han oftest tog
paa Livet, var maaske det gode Forhold til Aloysia snart blevet
genoprettet, men det var ikke her en Skuffelse i et flygtigt
Kærlighedsforhold, det drejede sig om; han følte det som et Forræderi mod de
dybe Følelser, han længe og trofast havde næret. Den stærke Selvfølelse,
som undertiden præger hans Breve, er voldsomt brudt op i ham
og han har foretrukket at møde Aloysias Haan paa samme Vis.
Om et stærkt Sindsoprør vidner det Brev, han et Par Dage efter
(d. 39. Decbr. 1778) skriver til sin Fader. Vel siger han intet direkte,
men Sætninger som de følgende bærer tilstrækkeligt Vidnesbyrd om
hans Sindstilstand. . . . „Jeg har aldrig i mine Levedage skrevet
siettere end denne Gang, for jeg kan ikke; mit Hjærte er altfor meget
stemt til Taarer. De maa snart skrive og trøste mig. ... Et
lykkeligt Nytaar! Mere kan jeg ikke stille paa Benene i Dag." — For
Mozart har denne Begivenhed staaet som det haardeste Skæbnens
Slag med Virkninger langt ud i Fremtiden. Vi andre kan kun
daarlig bedømme, om hans Liv vilde have formet sig lykkeligere
med Aloysia end med Konstanze, kun et synes vist, at han har
elsket den første højst, og at han egentlig aldrig helt fik slettet
denne Følelse af sit Hjærte. Selvom han lejlighedsvis kan kalde
hende „en Kokette", har han endnu i 1781 i et Brev til Faderen de
oprigtige og følte Ord: „Jeg elskede hende i Sandhed og føler, at
hun endnu ikke er mig ligegyldig ... En Lykke er det for mig, at
hendes Mand er en skinsyg Nar og — at jeg saa sjælden faar
hende at se."
Saa fattig paa Udbytte, saa rig paa Modgang som denne Rejse
havde været, ligesaa betydningsfuld blev den for Mozarts Kunst
og Personlighed. Han var nu i den Alder, da han modent kunde
opfatte og lære af det der i Kunstens Verden mødte ham. Han
følte sig ikke mere som Midtpunktet i, han var Tilskuer til det
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
