Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Gennemføren af et bestemt kortere Motiv, de omfangsrigere og dybere
langsomme Satser og endelig de brede stigende Codaer.
Kompositionerne er klare i Formen, og trods deres større Fylde overskuelige.
De viser os Beethoven som Verdensmennesket, som den, der
færdedes i de fornemme musikbeskyttende Kredse, og for hvem Maalet
endnu nærmest var at skrive en Musik, der stræbte op mod hvad
de store Mestre havde lært disse Kredse at nyde, medens dog
samtidig hans ejendommelige Kunstnerpersonlighed kom til Orde og
allerede vakte betydelig Opmærksomhed.
Medens de yngre Musikere og Musikdilettanterne saaledes som
Regel med Begejstring fylkede sig om Beethoven, fandt Beethoven
Misundere blandt de ældre, og (den sparsomt eksisterende) Kritik
stillede sig køligere, jo mere han søgte at bryde sig sin egen Vej.
Interessant er det at se nogle Brudstykker af denne Kritik:
Septetten og den første Symfoni opførtes bl. a. ved en Koncert, som
Beethoven selv gav, og ved hvilken han optraadte første Gang som
Dirigent; om denne Koncert skrives der til Leipzig: „... Derpaa
blev der givet en Septet af ham selv, skrevet med megen Smag og
Opfindsomhed ... endelig en Symfoni, hvori der var megen Kunst
og Nyt og en Rigdom paa Idéer ... men det Hele var mere
Harmoni- end Orkestermusik." Som man ser: ingen Begejstring, næppe
nok nogen dybere Forstaaelse. Men langt skarpere bedømmes senere
Violinsonaterne op. 12. Leipziger- Kritikeren har vel en Følelse af,
at „Hr. van Beethoven gaar sin egen Gang" — men „hvad er det
dog for en bisar og besværlig Gang. ... Lærd, lærd og atter lærd!
Ingen Natur, ingen Sang — ... en Søgen efter sjældne
Modulationer, en Rædsel for almindelige Forbindelser, Ophoben af
Vanskelighed paa Vanskelighed, saa at man mister al Fornøjelse og taber
Taalmodigheden". Og dog, „hvis Hr. van Beethoven vilde slaa
ind paa en naturlig Vej, kunde han sikkert med sin Flid og sit
Talent levere noget meget godt. ..."
Saaledes lød Kritiken 1799 over denne Musik, som nu falder
ganske naturlig, klar og gennemsigtig — snarest maaske en Smule
gammeldags. At Beethoven ikke afficeredes synderlig af denne
Kritik, er utvivlsomt. Han gik uanfægtet videre paa den Vej, han
havde valgt og han skulde snart triumfere over Kritiken1). Det
l) Allerede det følgende Aar værdsattes Sonate pathetique rigtigt i samme
Blad, der senere (1810) indeholdt E. T. A. Hoffmanns begejstrede Omtale
af c-molZ-Symfonien.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
