Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
arbejdelse er der ikke Tale. Og ligesaa indadvendt sværmerisk som
dette Stykke er, ligesaa vildt og utæmmet stormer Lidenskaben
i den sidste Allegro. Imellem disse to Stykker findes den lille
Allegretto, et venligt, men vemodigt Minde om fordums Dage, „en
Blomst mellem to Afgrunde", kalder Fr. Liszt det.
I Sandhed, denne Sonate kunde med Rette kaldes
„Fantasi-Sonate", og dette var ny Musik, som maatte forbavse Verden og
som bebudede mærkelige Ting. I samme Retning pegede ogsaa den
bevægede, dramatisk anlagte Sonate i d-moll (op. 31, II) og den
Grev Waldstein tilegnede Sonate grande (C-dur, op. 53), der var
større anlagt, mere klavermæssig, mere idérig og poetisk end nogen
hidtidig Klaversonate.
Denne Sonate, i hvilken Beethovens unge Mesterskab saaledes
kommer til Udfoldelse, er samtidig med det store, berømte Værk,
der er det mægtigste Udslag af denne Overgangsperiode:
Eroica-Symfonien (Nr. 3 i Es-dur).
Beethoven har selv i en Samtale (1823) indrømmet, at det var
General Bernadotte, der først gav ham Idéen til denne Symfoni.
Bernadotte var i 1798 Gesandt i Wien og foreslog da Beethoven at
skrive en Symfoni med Førstekonsulens Helteskikkelse som
Midtpunkt1). Beethoven, hvis Sjæl var lige brændende for Heltemod og
for Frihed, og som i Buonaparte saa den ideale Helt, der skulde
føre Revolutionens store Idéer ud i Verden, blev straks greben af
denne Opgave. Endnu følte han sig ikke stærk nok til at løse den,
men i de følgende Aar opstod dog Skitser til Symfonien, og stadig
var Beethovens Tanke rettet paa Buonaparte, thi han saa intet
mistænkeligt i, at denne lod sig vælge til „livsvarig" Konsul,
tværtimod, han „skattede ham højt og sammenlignede ham med de
romerske Konsuler". I Sommeren 1803 — efter at have øvet sine
Kræfter paa Værker som Symfonien i D-dur, de foranciterede
Klaver-Sonater og Violin-Sonaten op. 47 (Kreutzer-Sonaten) — tog
Beethoven for Alvor fat paa Symfonien, i forholdsvis kort Tid
tilendebragte han den, medens han boede paa Landet i
Ober-döbling, og henimod Foraaret var Symfoniens endelige Udarbejdelse
afsluttet.
’) Grove mener, at det maaske snarere var Violinisten Kreutzer (hvem
Beethovens berømte Sonate tilegnedes), der først gav Beethoven Idéen til
Symfonien. Det kunde se meget plausibelt ud, men Grove kan intet anføre, der
støtter denne Gisning.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
