Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Alt dette er Gisninger. Noget Bevis er ikke tilvejebragt. Vi
maa nøjes med den Vished, at Beethoven i Aaret 1810 atter led
en Skuffelse i sit Kærlighedsliv, og at Skuffelsen denne Gang maaske
har været fuldt saa stor som tidligere — allerede af den Grund, at
Beethoven nu var naaet til en Alder, i hvilken Udsigterne til at
vinde en Hustru blev ringere og ringere.
Beethovens Ægteskabsplan gik i Stykker. Rent personlig fandt
han ikke længe efter en Art Trøst i Bekendtskabet med den
indtagende poetisk-sværmende Bettina Brentano (senere Armin),
der paa denne Tid besøgte ham og — som det fremgaar af hendes
meget ejendommelige Breve til Goethe — svang sig op til en helt
exalteret Begejstring for den store Komponist1). Og kunstnerisk
frigjorde han sig gennem den Zmeskall tilegnede Kvartet i f-moll,
op. 95 (komp. Oktbr. 1810), der i energisk sammentrængt Form
udlader hans Sindsoprør. Denne Kvartet synes at være skrevet
i et Drag (i Modsætning til hvad i Reglen er Tilfældet med
Beethovens Arbejder), og det samme gælder den i Begyndelsen af det
næste Aar skrevne saakaldte „store“ Trio i B-Dur, op. 97 (komp.
fra 3.—26. Marts 1811), til hvilken nogle Idéer opstod samtidig med
Arbejdet paa Kvartetten. Den Fortvivlelse, der kommer til Udbrud
i Kvartetten, klinger da ligesom ud i Trioens brede, harmoniske,
dybtfølte Inderlighed, og disse to Værker danner nærmest Overgangen
til en ny — den sidste — Periode i Beethovens Liv og Gærning.
I en Efterskrift til et Brev til Zelter skriver Goethe (1812):
„Jeg har lært Beethoven at kende. Hans Talent har sat mig i
Forbavselse; men han er desværre en ganske ubehersket
Personlighed, der visselig ikke har Uret, naar han finder Verden detestabel,
men som rigtignok ikke derved gør den mere nydbar hverken
for sig selv eller for andre. Derimod er han meget at beklage og
undskylde, da han er ifærd med at miste sin Hørelse, hvilket maaske
skader den musikalske Del af hans Væsen mindre end den selskabe- *)
*) „Da jeg saa ham, om hvem jeg nu vil tale til Dig, da glemte jeg den hele
Verden, og Verden forsvinder for mig, naar Erindringen herom griber mig.
— — Det er Beethoven, om hvem jeg nu vil tale til Dig og ved hvem jeg
har glemt Verden og Dig ... Han skrider vidt foran Menneskehedens
Udvikling; mon vi nogensinde kan indhente hamV“
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
