Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
var dybt, hans Følelse af den nationale Nedværdigelse levende. Ved
forskellige Lejligheder erklærede Beethoven, at naar han blot forstod
Krigskunst saa godt som Kontrapunkt, skulde han nok gøre det af
med de franske Hære. Mødte han franske Officerer i Wiens Gader,
knyttede han Hænder og udstødte Haansord; traf han dem i Adelens
Saloner, nægtede han haardnakket at spille for dem, saaledes som
Tilfældet var i Lichnowskys Palads, hvor Beethovens Optræden
førte til en voldsom Scene.
Beethoven havde sine politiske Idealer, fra dem veg han ikke,
han forstod ikke den Laveringskunst, der den Gang var paa Mode
ikke mindst i Østrigs højeste Kredse; modigt og djærvt udtalte han
sin Mening, ikke altid i fint valgte Vendinger.
Der er saaledes al Grund til at tro, at Beethoven med levende
Glæde og dyb Forstaaelse har fulgt den nationale Frihedsbevægelse
i disse Aar, og det er vel med Rette, at Nohl betragter Beethovens
følgende store Værk: Symfonien Nr. 7 i A-dur som et Udslag af
denne Glæde og denne Sympathi. Ganske vist ikke saaledes at
forstaa, at Beethoven ligesom i svundne Dage med Eroica har villet
skildre selve Verdensbegivenhederne, derom er os i alt Fald intet
overleveret. Men saaledes at hans Indre er kommet i Svingning,
hans Sind hævet op i Begejstring ved Udsigten til, at det, han stærkt
følte som en Hovedbetingelse for Menneskelykken, nu skulde bryde
sejrende igennem. Aldrig har Beethoven skrevet Musik (i stor Stil),
der i den Grad helt igennem tindrer og lyser af Livsglæde, ja (som
i Finalen) af overmodig Kaadhed. Hvad betyder saa midt i al
denne Fryd og Jubel den berømte Allegretto (a-moll) — dette
Stykke Musik, der lyder melankolsk som en aldrig stansende
Klagesang? Er det de tunge Minder om, hvad denne Frihedskamp har
kostet og vil koste? Er det det lange Ligtog, der males i den
ensformige Rytme? Det faar staa hen. Rent musikalsk virker dette
dybe og skønne Stykke til at give de andre dobbelt Glans.
Naar man med Rette har fremhævet, at der gennem Beethovens
Kunst gaar ligesom en lys og en mørk Aand — ofte kæmpende
med hinanden i samme Musikstykke — da er det, som om den
lyse Aand her fejrer sin sidste og stolteste Triumf, inden den
forlader Mesteren1). At det ikke kunde være Beethovens person-
l) Naar Rich. Wagner betegner Symfonien som Dansens Apotheose, da mener han
vel omtrent det samme, som her er sagt: en Livslystens Apotheose. Men
Udtrykket: Dansen, der synes lidt snævert og vel kunde give Anledning til
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
