Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
lige Oplevelser, der avlede en saa livsglad Musik er sikkert nok;
hans Klager, hans Mistro, hans Sønderknuselse og opfarende
Hæftig-hed spores tydelig ogsaa i Brevene fra disse Aar. Han kalder sin
nuværende Stilling „den ulykkeligste i hele hans Liv“, han underskriver
sig „Beethoven, miserabilis“, og han klager over „den skrækkeligste
Pengeforlegenhed, som han nogensinde har været i“.
Dette sidste i Forbindelse med et knækket Helbred var vel de
vigtigste Grunde til Beethovens Nedtrykthed. For at bøde paa
Pengetrangen fik han i Stand en Koncert i Universitetssalen i December
1813. Til denne Koncert havde han bearbejdet for Orkester et
Stykke Programmusik: Wellingtons Sieg oder Schlacht bei Vittoria,
som oprindelig var bestilt af hans Omgangsfælle Mälzel
(Metronomens Opfinder), der vilde anvende dette aktuelle Musikstykke i
sit nylig konstruerede Panhartnonikon. Vi ser i dette Værk atter
Beethovens Frembringelser i direkte Forbindelse med
Tidsbegivenhederne. Men denne Gang er det ikke noget Kunstværk han
frembringer, kun et snildt og dygtig tilrettelagt Slagbilled, hvori Benyttelsen
af de paagældende Nationalmelodier spiller den vigtigste Rolle. Som
Zelter spottende sagde: „Nu kunde baade Kvinder og Børn faa at
høre, hvorledes det gik til i Krigen", med saa mange og voldsomme
Instrumentationseffekter, der efterlignede Feltskydningen, var
Musikstykket udstyret1). — Saaledes som Stemningen imidlertid var „slog
dette totalt Wienerne". Da det ved den nævnte Koncert opførtes
sammen med Symfonien i A-dur til Fordel for Krigsinvaliderne,
formede Koncerten sig til en Hyldest for Beethoven, der var saa
meget større som alle de bekendteste Musikere i Wien tog Del i
Opførelsen: Schuppanzigh, Spohr, Mayseder blandt Violinerne, Salieri
som Dirigent for Trommer og Kanonader, Hummel ved den store
Tromme, Moscheles, Meyerbeer, Siboni og mange flere paa de
underordnede Pladser. Beethovens Popularitet i dette Øjeblik og
den festlige A-dur-Symfoni rev ogsaa Kritiken med, saaledes at
alle hidtil afvigende Stemmer, nogle faa Fagmænds undtagne2),
Misforstaaelse, hænger formentlig sammen med hele Wagners ejendommelige
Syn paa Instrumentalmusikens Udvikling.
Beethoven kaldte selv Stykket „en Dumhed".
2j Naar Weber et Steds siger om Beethoven i Anledning af denne Symfoni
(særlig sigtende til Allegroens mægtig stigende Koda): „Nu er han ganske
moden til Galehuset", maa det dog fremhæves, at den samme Mand ifølge
Rellstabs Beretning udtalte sig i en anden Tone om sit Samvær med
Beethoven. Men forøvrig fremgaar det af forskellige samtidige Optegnelser, at
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
