Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hvem vilde under de skildrede ulykkelige Forhold vente store
og betydelige Værker fra Beethovens Haand? I Virkeligheden træffer
vi nok af Planer og Udkast, selv til saa store Ting som et Requiem
og en Symfoni (i h-moll), men fuldført blev i disse Aar (1815—17)
kun to Cellosonater, Klaversonaten i A-dur, op. 101 og Sangkredsen
„An die ferne Geliebte“, Digt af Jeitteles, op. 98. Sonaten er
tilegnet Grevinde Ertmann, Beethovens „kære Dorothea Cäcilie“,
der saa mesterlig foredrog hans Kompositioner og bidrog til at holde
dem i Live i Wien. „Hendes Spil (af Beethovens Klavermusik) var
uforligneligt. Selv de mest skjulte Intentioner gættede hun med en
Sikkerhed, som om de stod skrevne for hendes Øjne. Ofte lykkedes
det hende at fremkalde den store Mesters levende Beundring." —
„An die ferne Geliebte“ — en Prototyp for de senere „Liederkreise"
og Beethovens skønneste og betydeligste Sangkomposition — er
rimeligvis digtet ud af Mindet om Beethovens sidste alvorlige Kærlighed,
Amalie Sebald. til hvem nogle af hans Udtalelser paa denne Tid
synes at hentyde — og den romantisk klagende, beaandede Sonate
staar som Indledning til den stærkt personlige Periode, der nu oprandt.
Vi har set, at det var med fuld Bevidsthed, at Beethoven havde
vendt sig bort fra Verden. At han ogsaa var klar over, at han nu
med sin Kunst havde andre Maal end hidtil, faar man et levende
Indtryk af gennem hans Samtale med den nysnævnte Fanny del Rio.
„Den, der ikke er beredt til at modtage Døden, naar den banker
paa, er en daarlig Karakter. Jeg var ikke 15 Aar, da jeg vænnede
mig til Tanken om Opløsning. Hvad der gør mig urolig, er ene det,
at jeg hidtil har gjort saa lidt for min Kunst." „Forsaavidt maa
De kunne dø i Fred. De har da udrettet tilstrækkeligt", svarer den
unge Pige. „Ak, sig ikke det; hvad jeg hidtil har gjort er intet.
Der foresvæver mig ganske andre Ting."
Det første af disse ny Værker, af disse „andre Ting" er
Klaversonaten i B-dur, op. 106 („ Grosse Sonate fur das Hammerklavier“1),
tilegnet Erkehertug Rudolph. — „Dette Værk udmærker sig ikke
blot fremfor denne Mesters andre Frembringelser ved den rigeste
og største Fantasi, men ogsaa derved, at det i Henseende til
l) Denne Betegnelse betyder ikke. at Sonaten er komponeret for en ny Art
Klaver, men kun at Beethoven paa denne Tid i det hele stræbte at ombytte
de italienske gængse Betegnelser med tyske. Han kaldte derfor nu det
ingenlunde nyopfundne Pianoforte (om hvis Udvikling det følgende Kapitel
indeholder nogle Oplysninger) for Hammerklavier.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
