Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
det, Sonaten spænder over flere Oktaver, Beliggenheden er mere
spredt som for at opnaa en mere orkestral Klang, Akkorderne er
fyldigere og voldsommere end forhen. Den første Sats rummer
en Energi, en Trods, en hensynsløs Stormen-frem, som vel ingen
før havde troet det mulig at udtrykke ved Klaveret. Modsætningen
til dette Stykke danner Adagioen, der er præget af den sværmeriske
Hengivelse, den kunstneriske og menneskelige Ydmyghed, der er
ejendommelig for Beethovens „tredje Periode". Denne Adagiosats —
vidunderlig skøn i Klangen og dyb i Følelsen — er maaske
Beethovens ypperste Stykke Klavermusik. Den „bundne Stil",
som Annoncen taler om, og som virkelig ogsaa er betegnende
for Beethovens sidste Værker, behersker navnlig Sonatens frit
fugerede Finale. Dette meget vanskelige, sikkert tungt
udarbejdede og lidet tilgængelige Afsnit er Skyld i, at Sonaten som
Helhed ikke har vundet den Udbredelse og Forstaaelse, som den
fortjænte.
Det var imidlertid ikke Klaversonater. Beethoven nu vilde skrive.
Hvis han var økonomisk uafhængig1), hedder det i et Brev til hans
Forlægger, skrev han kun Kirkemusik og Symfonier, nu og da et
Stykke Kammermusik.
Allerede i dette samme Aar (1818) tilbød der sig en Lejlighed
for Beethoven til at faa sit Ønske opfyldt. Hans Elev og Ven.
Ærkehertug Rudolph, blev udnævnt til Ærkebiskop i Olmiitz, og denne
Begivenhed følte Beethoven sig kaldet til at fejre med et kirkeligt
Værk: Missa solemnis (D-dur), op. 123. Med Iver kastede han
sig over den nye Opgave — hans oprindelige Plan var ikke saa
omfangsrig, som Værket senere skulde blive, og han haabede at faa
det fuldført saa hurtigt, at det kunde benyttes ved den unge
Ærkebisps Indvielse. Baade med Hensyn til Messens Størrelse, Arbejdets
Vanskelighed og Tiden skuffede han imidlertid sig selv.
Beethoven gik til denne Komposition med en kunstnerisk Andagt
som inaaske til intet hidtidigt Arbejde. Han skrev den, som Schindler
siger, „in völliger Erdenentrucktheit", og han har selv senere kaldt
dette Værk „mit mest fuldendte". Men det viste sig, at Arbejdet
krævede al hans Kraft, al hans Anspændelse; hans Idéer var vel
ingensinde saa ophøjede, saa rige og mangeartede som paa denne
*1 Om Sonaten i B-dur siger Beethoven, at „den er skrevet for Brødet, saa
vidt er det nu kommet med mig". Udtrykket er dog næppe berettiget. Og
i alt Fald, B-dur-Sonaten var sandelig ikke egnet til at tjæne Brødet paa.
IUustr. Musikhistorie. II. 20
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
