Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
den berømte Niende Symfoni, med Slutningskor over Schillers Ode:
,An die Freude“ (i d-moll, op. 125).
Skitserne til denne Symfoni, der udarbejdedes i Aarene 1822—23.
tindes allerede samtidig med Udkast til Messen, men i Mellemtiden
havde Beethoven endnu „for Brødet" skrevet flere mindre Arbejder,
lettere tilgængelige og afsættelige: foruden nogle Sange og
Variationsværker navnlig Klaversonaterne op. 109 (E-dur), op. 110 (As-dur), op. 111
(c-moll). Det var paa denne Tid, at Dagspressen skrev: „Beethoven
beskæftiger sig nu med at harmonisere skotske Sange1), for større
Arbejder er han ganske afstumpet". Disse tre Sonater (hvortil senere
slutter sig de XXXIII Variationer over et Thema af Diabelli,
Beethovens sidste Klaverværk) er det hurtige og energiske Svar paa
denne Paastand; Messen og Symfonien kunde jo først senere
yderligere slaa den til Jorden. Der er ingen Tvivl om, at Beethoven
helt er tilstede i disse delvis ret sære Sonater, men lige saa vist er
det, at de ikke har ligget ham s a ale des paa Hjærte som hans
hidtidige Klavermusik. „Der foresvævede ham ganske andre Ting", og
, Cimbalo miserabile“, som han nu kaldte Klaveret, var blevet ham et
ufyldestgørende, næsten ligegyldigt Instrument. I Notitsbøgerne staar
der: „Sietingen Klaversager undtagen Koncerter, andet kun naar jeg
bliver nødet dertil". Meget af Følelseslivet og Stemningen i Messen
og den niende Symfoni kommer imidlertid i indsnævret Form frem
i disse Sonater, man tænke paa Andante molto cantabile ed
espres-sivo (med Variationer) i op. 109, Adagioen med den efterfølgende
skønne Arioso (hvis Indhold Beethoven i Skitsebogen betegner som
„Ermattet klagend"), i op. 110 — heri rummes Stemninger fra
Messen, og den hyppige Anvendelse af fugeret Sats i disse Sonater
peger ligeledes paa Beskæftigelsen med hint Værk. Beslægtet med
Symfonien er den første barske og energiske Sats i op. 111. medens
Arietta -med Variationer synes at føre Beethovens Aand op i en
forklaret, æterren Tilværelse — til at udtrykke dens klingende
Skønhed har det „usle Klaver" sikkert ikke været tilstrækkelig, men hvad
Beethoven har nedskrevet og efterladt sig, giver dog en Anelse om
det Sværmeri, i hvilket han undfangede denne sin sidste Sonatesats.
c-moll-Sonaten, atter tilegnet Ærkehertug Rudolph, er da som
Helhed den ubetinget betydeligste af de tre „sidste Sonater"; men
paa Højde med B-rf«r-Sonaten (op. 106) kommer den ikke. Og i det
0 Op. 107, 108. (Bearbejdelse for Sang, Klaver, Violin og Cello.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
