Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Dog, det var først i et senere Stadium af sit Liv, at Beethoven
naaede til den kunstneriske Fornyelse, der skiller ham mere afgjort
fra Forgængerne. Hans Produktion betegnes ved en saa mægtig
Udvikling, at hidtil ingen Musiker havde vist Magen dertil — og
senere har kun Wagners Gærning frembudt et Sidestykke dertil.
Mere og mere uddyber han sin Personlighed, mere og mere energisk
og hensynsløst stræber han at omsætte sine Idéer og sine
Sindsbevægelser umiddelbart i Musik. I hvert af sine større Værker er
han stadig ny (og dog stadig sig selv), han gentager sig aldrig;
en ny Idéverden eller et nyt Livsindhold kommer til Udtryk i hvert
nyt Værk. Af den formalistisk skematiske Kompositionsvis er hos
den senere Beethoven omtrent hvert Spor forsvundet.
Man har da ogsaa tidlig været opmærksom paa denne
Ejendommelighed ved Beethovens Livsgærning og har for at lette
Opfattelsen deraf inddelt hans Liv og Værker i tre Perioder. En
saadan skarp Inddeling lader sig nu vel vanskelig gennemføre.
Der er i den første Periode, den, der almindelig betegnes som den
Haydn-Mozartske, Værker eller Afsnit af Værker, der er fuldt ud
„Beethovenske", og omvendt fra de lidt senere Aar Arbejder, der ikke
er saa særdeles forskellige fra Forgængernes i Indhold og
Udtryks-maade. Vanskelig bliver det da at sætte Grænseskellene mellem
de tre Perioder. Disse har imidlertid vundet en vis Hævd, og
taget i al Almindelighed kan man da ogsaa tale om tre Afsnit
i Beethovens Liv: det første indtil c. Aar 1800 (da Følelsen af
Døvheden begyndte at gøre sig gældende), det andet, der vel maatte
udstrækkes til c. Aar 18151) (da Døvheden var fuldstændig og
Isoleringen fra Verden blev fremtrædende), og endelig det tredje,
omfattende Resten af Beethovens Liv med Messen, den niende Symfoni
og „de gale Kvartetter". —
Med Haydns og Mozarts Instrumentalmusik mente Samtiden, at
man var naaet saa vidt, som der kunde naas. I et mærkværdig
kort Tidsrum var der her i Sonateformen uddannet et formfuldendt
og smidigt musikalsk Udtryksmiddel for alt, hvad der laa hine Tider
paa Hjærte, og hvad de ønskede at høre. Hvor forbavsende, ja,
for manges Følelser hvor fornærmende, da Beethoven viste, at *)
*) I Almindelighed har man sal Skellet ved op. 95 eller 97 (1810—11); men
det er vanskeligt at se, hvorfor saadanne nærmest dog mod Verden vendte
Værker som Athens Ruiner, den syvende og den ottende Symfoni ikke skulde
henregnes til den anden Periode snarere end til den tredje.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
