Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
blot nogenlunde tilfredsstillende Forhold til disse geniale Værker,
naar man ikke mindes de særegne, til en vis Grad enestaaende
Omstændigheder under hvilke de skabtes.
Beethovens Døvhed havde fjærnet ham fra den reele Verden
og henvist ham til en aandelig, hans huslige Sorger havde trykket
hans Sind. med Sygdom og Bekymringer for Udkommet var hans
medfødte Bitterhed og storslaaede Menneskeforagt tiltaget yderligere.
Han følte sig som et ulykkeligt énsomt Menneske, han hverken kunde
eller vilde søge Tilslutning hos nogen, og han mente sig uforstaaet og
miskendt af Alle. Derfor drager han sig tilbage i sin egen
Fantasiverden og til den rige Skat af musikalske Idéer, der fylder ham, der i
Modsætning til Mozart, den skønne Verdens Elsker, var de store Ideers
Tolker, og han kan stige saa højt i denne Idéverden, at det undertiden
er svært at følge ham. Man har søgt at finde Udtryk derfor ved at tale
om „en Følelse af det usynlige,* eller ved at sige, at Beethoven i
denne Periode ikke længere er en af de største Tonedigtere, men en
Art Seer, som ingen før og næppe nogen senere. Dog frem for at
søge at løse den umulige Opgave: i Ord at gribe det ufattelig
ophøjede, som præger i hvert Fald Afsnit af disse Værker, bør man
forstaa, at Mennesket Beethoven, dette mægtige Geni, denne
imponerende Karakter, hvis Liv var ført ad saa sære Veje, tilsidst maatte
søge sig Udtryk i Musiken, som hidtil ingen havde drømt om. Saare
smukt og dybsindigt kalder Rich. Wagner cin-moll-Kvartetten en
„ægte Beethovensk Livsdag* og gennenfører paa dette Grundlag
sin Analyse af Kvartetten (i Afhandlingen „Beethoven*). Og ganske
menneskelig, om end som det sjældne Menneske han var, træder
Beethoven os i Møde i a-moll-Kvartetten, i hvilken han fortæller
om Sygdommen, der nagede ham indtil Knoglernes Marv (de første
Akkorder), der hidsede hans Nerver op og for hvis Befrielse, da
„Kræfterne begyndte at vende tilbage*, han opsender en bævende
dybtfølt „Takkesang*, for derefter ifølge sit kraftfulde Temparament
atter at tage det op igen med det strænge Liv.
I det Hele er der i disse sidste Værker en tydelig Trang til at
meddele sig, til at „tale* i Toner, til at betro sig, ikke til den store
Mængde, der samles i den oplyste Koncertsal (maaske burde disse
Værker aldrig spilles der), men til den enkelte, der forstaar ham og
føler med ham. Derfra de mange recitativiske Satser, der ligefrem
kalder Ord frem i Fantasien, derfra de hyppige Takt- og Tempo-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
