Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vekslinger og de udførlige Overskrifter over Satserne1), der stræber at
forklare deres Indhold eller den Maade, paa hvilken de skal opfattes
og udføres. Derfra endelig de foranderlig talende, bredt sungne
„uendelige" Melodier2), som vi i disse Værker saa ofte møder og
som atter er en Beethovensk Nydannelse. Ingen Komponist har
sunget mere følelsesfuldt og ingen har — det er værd at fremhæve
det — dog været saa fri for Føleri og Sentimentalitet. Det er i en fin,
ren og afgæret Stemning, at disse BeethovenskeMelodier er undfangne,
hvis .Intensitet og kyske, overstrømmende Følelse er enestaaende."
Ejendommeligt er det nu at lægge Mærke til, med hvilken
sværmerisk Hengivelse Beethoven dvæler ved saadanne Melodier,
hvorledes han vender tilbage til dem for at kaste nyt Lys over
dem og smykke dem i kunstfulde Variationer. Denne
Musikform, Variationerne, som Beethoven tog i Arv fra Mozart og
Haydn. havde han alt i sine tidligere Perioder dyrket med særlig
Forkærlighed; den stadige Arbejden med et Grundstof, hvilket
en fantasifuld Opfindsomhed utrættelig fører frem i nye Skikkelser,
havde en særlig Tillokkelse for hans Kunstnernaturel.
Variationsformen blev under hans Hænder en betydeligere, større og friere
Musikform end hidtil og anvendtes ofte, uden at Satsen udtrykkelig
fremstillede sig som Variation3).
Men ganske særlig betegnende er Variationerne for den sidste
Periode, der frembyder saa mægtige Eksempler som de geniale
Variationer (Nr. 4) i cis-moll Kvartetten (op. 131)4), Variationerne
i Es-dur Kvartetten op. 127, i a-moll Kvartetten op. 132 og B-dur
Sonaten op. 106. Beethovens „melodiske Sværmen" i disse Satser
er af en næsten overjordisk Skønhed, og dog har man — her mere
end nogetsteds — Følelsen af, at Tonernes Spil kun er et svagt
Udtryk for hans indre Syner.
Det er forstaaeligt, at den Beethovenske Humor ikke er meget
fremtrædende i denne Periode med dens Mismod, Bitterhed og *)
*) „Beklemmt" (Cuvatina i op. 130), „Helliger Dankgesang" etc. (i op. 132)
„Es muss sein“ (Finalen i op. 132) o. a. m.
2) Eksempelvis Adagioen i op. 127, Cavatina i op. 130, Lento assai op. 133,
op. 133, Adagio i op. 106.
3) Jfr. Finalen af Eroica, Allegretto af den syvende og Adagio af den niende
Symfoni, Kvartet op. 79 o. m. ti.
*) Om den sjette Variation i Takt skriver Th. Helm: „Der findes i hele
den samlede Musiklitteratur ikke noget mere udtryksfuldt og derfor mere
gribende end denne Variation.’
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
