Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Rundschau 1897 ethvert erotisk Forhold — selv af den fjærneste Art
— mellem de to unge, og i hvert Fald er der opbevaret Beretninger
om andre smaa Kærlighedseventyr, der dog rimeligvis ikke har været
af synderlig dyb Karakter og sagtens har opfyldt deres Mission,
naar de havde inspireret den vistnok erotisk letbevægelige Schubert
til en Sang eller et andet Musikstykke.
I Slutningen af 1818 vendte Schubert tilbage til Wien, hvor
Vennekresen snart samledes om ham, der i den Grad var
Midtpunktet for den, at Sammenkomsterne benævnedes „Schubertiader”.
Og det ikke fordi han var det livligste eller vittigste Hoved, tværtimod,
han kunde ofte sidde tavs, lyttende til de andres Tale eller opfyldt
af de musikalske Idéer, der altid bevægede hans Sind, men fordi
man havde en uvilkaarlig Fornemmelse af, at han var den
betydeligste. Blandt Deltagerne fandtes Maleren Moritz v. Schwind,
Digterne Eduard Bauernfeld og Franz Grillparzer og
Komponisten Franz Lachner. Ved Møderne begyndte man i Reglen
med at læse sine Poesier op eller synge sine Sange, og hørte saa
Vennernes Dom. Siden pokuleredes der enten i en af Deltagernes
Hjem, i Værtshus eller paa et Forlystelsessted udenfor Byen.
I sidste Fald optog man gærne „Madels” i Kresen, og der blev
danset til sent paa Aftenen. Til disse Udflugter komponerede
Schubert mange af sine firhcendige Valse, af hvilke de første allerede
blev skrevne paa Zelész. Schubert betragtede disse Møder som den
gladeste Del af sit Liv, ja som noget uundværligt. Var han beslaaet
med Penge, havde han letsindig ladet sig bedaare af det lille, men
kontante Beløb, en Forlægger lokkede med for at faa fat i hans
sidste Opus, kendte han ingen bedre Glæde end at dele med
Vennerne. Hænde kunde det vel, at der da blev drukket mere, end
man kunde bære. Overgik dette Schubert, blev han enten
overstadig kaad og brillerede med at foredrage Erlkiinig paa Redekam,
eller han trak sig i tavst, selvbehageligt Raseri tilbage i en fjærn
Krog, hvor han da, naar det kom over ham, ganske stille kunde
knuse alt, hvad han kunde naa: Glas, Flasker, Tallerkener og
Kopper — og saa sad han, „en smilende Tyran”, med tæt
sammenknebne Øjne og lo.
Men det maa fremhæves, at saadan Lystighed kun betegner
Hviletimer i et Liv, der var helliget et uafbrudt energisk Arbejde
i Kunstens Tjæneste. Fra tidlig om Morgenen var Schubert optaget
af at komponere, ofte sad han, saa snart det var lyst, i Sengen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
