Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ligste, elendigste Menneske i Verden. Tænk dig et Menneske, der
aldrig mere kan blive rigtig rask, og som af Fortvivlelse derover
snarere gør sig selv daarligere end bedre, tænk dig et Menneske,
siger jeg, hvis mest glimrende Forhaabninger er bievne til intet,
hvem Kærligheds og Venskabs Lykke ikke byder andet end i det
højeste Smerte, hvis Begejstring for det skønne truer med at
forsvinde, og spørg dig selv, om det ikke er et elendigt, ulykkeligt
Menneske. Meine Buh’ ist hin, mein Herz ist schwer, ich finde sie
nirnmer und nimmer mehr, saaledes kan jeg nu vel sige hver Dag —
saa glæde- og venneløs tilbringer jeg mine Dage, naar da ikke
Schwind en Gang imellem besøger mig og bringer en Straale af
hine forgangne skønne Dage."
Den Melankoli, der kommer til Udbrud i disse Brevlinjer, var
jo ikke fremmed for Schuberts Natur, men at den steg med Aarene
og nu mere og mere beherskede hans Sind, kun for kortere Tid
forjaget af lysere Stemninger, det beroede ikke alene paa, at hans
Helbred, der rimeligvis ikke har kunnet taale en Livsførelse, der
vekslede mellem anspændt, nerveoprivende Arbejde og natlig
Lystighed, efterhaanden nedbrødes, men det stammede lige saa meget
fra, at hans Penge-Forhold var fortvivlede; i det nys citerede Brev
staar der om hans og en Vens Forhold; „baade med hans og mine
Sager gaar det slet, derfor har vi aldrig Penge". Og til al denne
Elendighed korn saa dette, der for enhver Kunstner er uendelig
nedtrykkende : næsten aldrig at kunne faa sine Ting frem for Offenligheden.
Dette bitre Savn havde hidtil fulgt Schubert paa hans Kunstnerbane —
og skulde følge ham fremdeles næsten uafbrudt — og det har sikkert
bidraget meget til at formørke de sidste Aar af hans korte Liv.
For at bøde paa Pengenøden maatte Schubert i 1824 paany
tage mod Pladsen som Lærer hos den Esterhazyske Familie, men
i den Sindsstemning, han nu var i, øgede Opholdet fjernt fra Wien
kun hans Tristhed. Det hedder allerede i August Maaned: „Jeg er
rask, men føler trods den velkendte dragende Stjerne (hvorved
rimeligvis sigtes til Komtessen) en forbandet Længsel efter Wien."
Og henad Efteraaret lyder hans bittert ironiske Klage: „Hvad
skulde vi ogsaa gøre med Lykken, naar Ulykken er den eneste
Opmuntring, der er bleven tilovers for os."
Trods al Nedtrykthed arbejdede Schuberts Aand dog stadig
utrættelig og frembragte saa udmærkede Ting som Oktetten.-lov
Stryge- og Blæseinstrumenter, tre Strygekvartetter, deriblandt den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
