Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
de national-franske Musikere, der til alle Tider gjorde udenlandske Musikere
Vejen trang, var besejrede ved Kejserindens Bistand. Ganske tydelig mærkes
Glucksk Paavirkning i denne Opera, der modtoges med Begejstring og længe
regnedes for en Kulmination af fransk Opera. I de store, afgørende Scener kan
Spontini virke næsten lige saa gribende som sit Forbillede, men lians
Italienerblod har givet Vestalinden et Præg, der skiller den ganske betydeligt fra de
Gluckske Operaer. Vestalinden er vel scenisk effektfuld, men ikke saaledes
gennemsyret af ægte dramatisk Aand og Stil som Glucks Værker, og mange Numre
deri gør nu et grumme traditionelt og tomt Indtryk. Paa Kejserens Befaling
fik Spontini for La Vestale den udsatte Pris for den bedste Opera i de sidste
ti Aar (samtidig med Lesueur). De nationale var opbragte, men kunde ikke
komme Spontini til Livs, saa meget mindre som dennes følgende Opera Fernando
Cortez (1809) blev en endnu større Sukces. Spontini fik næste Aar Ledelsen af
den italienske Opera1) overdraget og indtog en kort Tid en glimrende og
uantastet Førsteplads i det franske Musikliv. Men samtidig med hans mægtige
Herres blegnede ogsaa Spontinis Stjærne. Det var som havde han følt sig direkte
inspireret af Kejserdømmet. Under Restavrationen beholdt han vel — en Tid
i alt Fald — sin Direktørstilling, men hans følgende store Værk Olympia (1819)
kunde ikke maale sig med de forudgaaende og opnaaede kun et Agtelsesheld.
Der var imidlertid forbeholdt Spontini endnu en kortvarig stolt Periode.
Den preussiske Konge Friederich Wilhelm III. havde i Paris lært Spontinis
Operaer at kende og efter aarelange Forhandlinger opnaaede han at knytte
den italienske maestro til sin Hovedstad uden Fornemmelse af, at han derved
knæsatte en Side af sin store Modstanders Virksomhed. Spontini blev udnævnt
til Kapelmester i Operaen og samtidig til General-Musikdirektør, en Stilling, der
gav ham en vis Selvstændighed ved Siden af Theater-Intendanten Grev Bruhl.
Spontinis første Aar forløb med al Bravur og under almindelig Tilfredshed fra
Publikums Side. Med sin Energi og Selvbevidsthed tog han fat paa at reformere
baade paa Scenen og i Kapellet og naaede udmærkede Resultater. Fortræffelig
maler Bich. Wagner2) hans imponerende Personlighed i Spidsen for Orkestret:
,... han greb Taktstokken og øjeblikkelig forstod jeg, hvorfor han lagde saa
megen Vægt paa dens Form. Han holdt den nemlig ikke som vi andre
Dirigenter i den ene Ende, men han greb om dens Midte med hele Haanden og
bevægede den saaledes, at man tydelig saa, at han opfattede Taktstokken som
en Marskalstav og brugte den ikke til at taktere, men til at kommandere.” —
Det viste sig imidlertid snart, at Spontini dels kun rigtig udfoldede sine
fortræffelige Egenskaber ved Opførelse af sine egne eller med dem beslægtede
Operaer, dels at han i det hele stillede sig afvisende, ja overlegent haanende
overfor alle andre Komponister3). Denne sidste Omstændighed, i Forbindelse med
Spontinis overordentlig forfængelige og herskesyge Væsen, bevirkede, at hans
Fjenders Tal snart voksede, og disse Fjender havde et Holdepunkt i den just nu
opblomstrende national-lyske Musik, hvis betydningsfuldeste Frugt var Webers
Freischiitz. Spontini stod altsaa atter overfor et nationalt Parti og denne Gang
havde han hverken Sympathi for eller Forstaaelse af dets Krav og Idealer4). Der
J) I denne sin Egenskab gjorde Spontini Pariserne bekendt med Mozarts Don Juan i dens rette
Skikkelse.
*) „Erinnerungen an Spontini" i Samlede Skrifter, Bd. V.
8) Ogsaa i Marschners Skæbne skal Spontini saaledes have grebet ind, idet han (i Trediverne)
søgte saalænge som mulig at holde Hans Heiling borte fra Berliner-Operaen.
4) Endnu i Samtaler med Wagner taler han med Rædsel om Operaer „å la FreischUtz".
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
