Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
mantikder erobrede Italienernes Hjærte og senere gjorde den saa
vel egnet til at tilfredsstille det øvrige Europas Tarv.
Selvom Otello imidlertid ikke var noget „revolutionært" Værk,
betegner den dog et Omslag i den italienske Operas Historie. Fra
denne Opera stammer ned alle de senere store Operaer, der drypper
af Blod og svulmer af Rædsel, hvor Snigmord og Selvmord, Dolk og
Gift spiller en saa stor Rolle; i hvilke grove Effekter og begrædelig
Sentimentalitet staar Side om Side, hvor Heltens og Heltindens
Partier er overbroderede med alle mulige og umulige Forsiringer,
hvor en vis scenisk Bravour hersker, medens der lades haant om
alt dybere Dramatik. Rossinis direkte Efterlignere var legio, men
end ikke de mere selvstændige Begavelser, der fulgte efter ham, lige
ned mod vore Dage, frigjorde sig for hans Indflydelse. Hans Stil
havde truffet det italienske Publikums Smag, i Aartier taalte dette
ingen Forandringer deri.
Rossinis næste Opera var i Buffo-Genren. og han fejrede med
den en ny Triumf. Det var La gazza ladra (den tyvagtige Skade),
der opførtes paa La Scala i Milano 1817. Her var et
Boulevarddrama behandlet som komisk Opera, men istedenfor Elegancen og
Viddet i Barberen var traadt en grovkornet paagaaende Stil og en
vidtløftig Sangbravour. „Valserythmen og Janitscharmusiken"
beherskede Operaen ligefra Ouverturen, der begyndte med en
Militær-marsch, i hvilken stor og lille Tromme, Piccolo, Trompet og Pauke
førte Ordet. Rossini var her kommet langt bort fra den klassiske
Opera buffa, men den flotte, brillerende og larmende Musik beruste
Milaneserne og snart ogsaa de andre italienske Byers Opera-Publikum.
Atter havde Rossini truffet i Prikken!
Allerede 1815 havde Rossini ladet sig engagere af den i Kap. IX (p.457) omtalte
Impresario Barbaja, der betalte ham det efter Datidens Forhold høje Honorar
af 12,000 Lire aarl., mod at han skulde præstere to Operaer om Aaret. Barbaja
havde vel La Scala i Milano og den italienske Opera i Wien i Entreprise, men
hans faste Plads var Neapel. For denne By, der havde spillet en saa
fremragende Rolle i Operaens Historie, skrev Rossini nu en Række Operaer, om
hvilke man vel kan bruge hans egne beskedne — men maaske dog næppe helt
ærlige mente — Ord: Naar man har hørt en af dem. kender man dem alle.
Der er kun Grund til at fremhæve Mosd in Egitto (1818), fordi Rossini i denne
halvt religiøse Faste-Opera eller dramatiske Oratorium1) anslog en noget
alvorligere og bredere Tone og fik Lejlighed til — som en Bebudelse af Wilhelm Tell —
at anvende Kormasserne og give Baspartiet en fremtrædende Plads. Berømt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
