Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og Sangerinder1) og holdt sig saaledes længere end de Rossini’ske,
ja er endnu ikke gaaede af Mode, hvor italiensk Opera særlig dyrkes,
som f. Eks. i London.
To af Bellinis Arbejder: Norma og Sonnambula blev
Italiener-Operaens mest spillede Værker, de slog alle andre af Marken, og
med dem blev Bellini let Donizettis Besejrer, da Sidstnævnte i 1835
kom til Paris for ligesom saa mange andre af de italienske
Komponister at søge sin Lykke der.
Donizetti besad ikke Bellinis Ævne for sværmeriske og pathetiske
Melodier, tvertimod møder der os hos denne Komponist noget af
den vokale Brutalitet, som siden kendetegner den første Del af Verdis
Produktion, og ligesom sin Efterfølger kan han synke ned til det
rent Banale og Skablonmæssige. Men i Modsætning til Bellini havde
han et betydeligt Anlæg for Opera buffa (i hvilken Genre Bellini
end ikke vides at have forsøgt sig), og skønt han ikke heller her gaar
af Vejen for Trivialiteter, er der dog saa megen melodisk Verve og
Flothed i Operaer som Elskovsdrikken og Regimentets Datter, at de
endog maa sættes langt over de af Donizettis tragiske Operaer, der
har haft størst og længst Sceneheld.
Men, som sagt, fælles for disse to Komponister er deres
Tilslutning til Rossinis Operatype; de lægger al Vægten paa det melodiske;
det er Arien,’ de særlig kæler for. Denne Arie, hvis Type (hos
Donizetti) Ed. Hanslick2) meget træffende skildrer saaledes: Alle
Personer optræder med de samme langsomme Kantilener, som
ledsages af brudte Treklange og bevæger sig fra Tonika til Dominanten.
Er denne Andante løbet ud til sidste Draabe, klinger nogle
Trompetakkorder. Sangeren studser et Øjeblik overrasket, og kaster sig
saa dristig ud i en lystig Allegro, hvis flotte Anstrøg glimrende
fremhæves ved den velbekendte Hakkebrædtsrytme i Orkestret. I
Tertser og Sekster bliver der elsket, foragtet, danset og dræbt — alt
et blaat lunkent Hav af Treklange. At disse tarvelige og
fysiognomiløse Arier engang er hørt med Henrykkelse og forlangt da capo,
fatter man kun, naar man mindes de henrivende Stemmer og
Talenter, der den Gang holdt dem over Daaben. Det egentlig drama-
„Norma voksede i en Pastas Hænder til et Karakterbilled af antik, Glucks
Højhed, Jenny Lind skabte en romantisk sværmerisk, tysk-inderlig Jomfru af
hende, Viardot Garcia en vild, brændende Kraftnatur fra en dæmrende
halvkultiveret Urtid.’ (Rielil).
s) I Am Ende des Jahrhunderts. Afsnittet: Zur Donizetti-Feier.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
