Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
helt glemte (som Lac des fées, 1838) eller kun saare sjælden senere
fremdragne (som Gustave 111. 1833).
Resten af Aubers Kunstnerliv er helliget den komiske Opera
med en Glansperiode, der strakte sig fra 1829 (La fiancée) til 1847
(Haydéé) og som omfatter de Sangspil, der næst Den Stumme har
gjort Aubers Navn berømt, deriblandt særlig Fra Diavolo (Juni
1S30), Le dieu et la Bajadére (Oktobr. 1830), Lestocque (1834), Le
cheval de bronce (1835), Le domino noir (1837) og Les diamants de
la couronne (1841). Af disse Sangspil var atter Fra Diavolo og
Den sorte Domino dem, der ubetinget vandt størst Bifald i Paris
som i Udlandet. I sine senere Operaer, blandt hvilke kun skal
nævnes Manon Lescaut, Haydée, Marco Spada og La Sirene,
for-maaede Auber kun at gentage sig selv eller ved ensformige
Danserytmer at søge at vinde Bifald; ikke med Urette har man betegnet
disse Arbejder som „Kvadrille-Operaer“. Aubers sidste Værk med
Scribe La Circassienne spilledes 1861, hans allersidste Sangspil Reves
d’amour 1869.
I sin Glansperiode staar Auber som en typisk Komponist i
Opéra-comique-Genren. Han besidder vel ikke Boieldieus yndefulde
Galanteri, men, som Tiden fordrer det, har han en mere udpenslet,
mere pointeret Stil. Han har et spillende Lune og en levende Sans
for scenisk Virkning. Han er som nævnt kendelig paavirket af
Rossini i Henseende til Orkesterbehandlingen (den bekendte
Crescendoer) og i Bravursangen; en Opera som Barberen, dette livfulde
Intriguespil holdt i en sladdrende Konversationstone, maatte blive
forbilledlig for Auber, der tilstræbte noget lignende. Men Auber besad
ikke Rossinis Italiener-Melodisvælgen ; han har kun korte, aforistiske,
let henkastede Melodistumper, som han tumler overlegent med og
hvirvler mellem hinanden i slankt formede Ensemblesatser. Son
nom est facilité, sagde Jules Simon om Auber i en Mindetale i
Konservatoriet. Ikke det Melodiske holder Interessen vedlige for Aubers
Operamusik, men det Rytmiske. Ved pikante prikkende og inciterende
Rytmer, der i Forfaldsperioden mere og mere monotont bliver til
Danserytmer, virker Auber, og for at naa denne Virkning bryder
han sig lidt om, at hans rytmiske Motiver ganske tager Livet af
Versefødder eller støder Prosodiens simpleste Love — noget end
ikke hans franske Beundrere har kunnet tilgive Auber1). I det Hele
*) Castil-Blaze har særlig anfort mange pudsige Eks. paa Aubers Ligegyldighed
i den musikalske Deklamation.
34*
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
