Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Berlioz’s næste Storværk skyldte ligeledes tilfældige
Omstændigheder sin Tilblivelse — det var det berømte Requiem des morts,
der bestiltes af selve den franske Stat. Stemningen i de officielle
Kunstkredse var jo ganske vist ikke Berlioz meget gunstig, men han
var jo nu en Mand, som man ikke kunde gaa helt uden om.
Alt hvad han skrev, vakte Opsigt, han havde Publikums Øre, ti hvad
man end mente om hans Kunst: kedelig var den ikke. Man kunde
derfor risikere at overdrage Berlioz at skrive Sørgemusiken ved en
Mindefest for de under Julirevolutionen faldne Krigere og at love ham
3,000 Frcs. for dette Arbejde. Men Regeringens Beslutning herom
vakte stor Modstand. Det lykkedes at trække Sagen i Langdrag,
og endelig at faa bestemt, at Festen skulde finde Sted uden Musik.
Berlioz rasede — Arbejdet var alt begyndt, og der var synlig Fare
for. at han havde gjort det omsonst. Da vilde Heldet, at General
Deuremont faldt i Krigen i Aigier, og blev det bestemt, at Berlioz’s
Requiem skulde opføres ved en Mindefest over ham.
I sit Requiem er Berlioz gaaet endnu videre paa den Vej, som
den fantastiske Symfoni angav. Her er Vægten i endnu højere Grad
lagt paa de ydre dynamiske og orkestrale Effekter. Partituret
forlanger en uhørt Orkesterbesætning deriblandt 16 Trompeter, 16
Basuner. 4 Ophicleider, 16 Pavker, 10 Par Bækkener og 4
Tamtams! Og det gaar ud fra, at Koret kan stige til 800 Personer! —
Allerede heraf fremgaar det, at Berlioz ikke har villet skrive et
kirkeligt Værk i overleveret Forstand, han, der roste sig af at være
Atheist, vilde trodsig bruge den gamle latinske Digtning til Underlag
for et Drama i storStil om „Dødens Skræk og Dommedags Rædsler."
Hele hans brændende, ophidsede Fantasi sattes i Bevægelse under
dette Arbejde, og han stræbte ved de voldsomste overraskende
Virkemidler at slaa ned i Tilhørerne og fremkalde den
Rædselsstem-ning, der var hans Musiks Indhold og Maal. Derfor blev Afsnittet
Dies irce — med det meget omtalte Tuba mirums fire Blæseorkestre
brydende frem fra de fire Verdenshjørner — for ham Hovedsagen.
Senere Tider har dog følt det udvortes i denne Fremgangsmaade og
er blevet noksaa tiltrukket af det mere harmoniske Indledningskor og
af det ejendommelig stemningsfulde Offertorium, om hvilket den ellers
saa tavse Schumann ved Opførelsen i Leipzig udtalte til Berlioz:
Dette Offertorium overgaar Alt. I Paris opførtes Requiem i
Inva-lidekirken den 5. Decbr. 1857.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
