- Project Runeberg -  Illustreret Musikhistorie. En fremstilling for nordiske læsere / Andet bind /
561

(1897-1905) [MARC] [MARC] Author: Hortense Panum, William Behrend With: Adolf Lindgren, Valentin Wilhelm Hartvig Huitfeldt Siewers
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Berlioz’s næste Værk var en Opera. Lige siden sin Tilbagekomst fra Rom
havde han pønset paa Operaplaner. Han vidste jo, at del til Syvende og Sidst
kun var med et scenisk Arbejde, at han kunde vinde sine Landsmænds udelte
Anerkendelse. Han tumlede med Hamlet-Sujettet, men samtidig med Benvenuto
Cellinis Liv saaledes som Kunstnerens Selvskildring fremstiller det; i denne
„geniale Bandit” saa Berlioz et Sidestykke til sig selv. Benvenuto Cellini blev da
ogsaa Titlen paa den Opera, som deWailly og Aug. Barbier (Jambernes bekendte
Forfatter) skrev til Berlioz. Operaen opførtes paa Académie de musique (1838)
og — faldt igennem; Berlioz skriver i sine Erindringer: „Ouverturen havde en
afgjort Sukces, men hele
Resten peb man ud med
en Enighed og Energi, der
fortjæner Beundring” —
efter et Par Opførelser
maatte Operaen henlægges
— bl. a. af den Grund at
Titelrollens Sanger, den
bekendte Duprez1)
nægtede at udføre sin Rolle.

Denne Modtagelse
forbavser og er egentlig et
slaaende Vidnesbyrd om, i
hvor høj Grad Berlioz var
frygtet og udskreget i de
toneangivende Musikkredse
og af det højere
Bourgeoisi. Ti i Virkeligheden
er Benvenuto Cellini et
lidet revolutionært
Arbejde, navnlig naar man
sammenligner det med
Berlioz’s
instrumentaleVær-ker. I disse var Berlioz
Foregangsmand og
Dramatiker; i sine sceniske
Arbejder havde han ikke slige
Nysyner og var end ikke synderlig dramatisk virkende. Benvenuto Cellini er
skaaret over den gængse Læst med Kavatiner, Romancer, Koloraturallegroer;
„saa-snart Berlioz kom indenfor Theatret, viste han sig ærbødig overfor den sceniske
Konvention, baade hvad angik de enkelte Stykkers Anlæg og den vokale Stil”
(Jullien). Kun det mere kraftige og brogede Orkester og et enkelt Afsnit —
rigtignok Operaens bedste — Finalen af anden Akt: et romersk Karneval,
for-staar man maatte forskrække. — Jul li en finder i denne brogede Finale en
Forløber for den store Nattescene i Mestersangernes anden Akt.

For at rette sig efter Nederlaget med Benvenuto Cellini foranstaltede *)

*) Gilbert Louis Duprez (1806—961 havde allerede som Dreng en skøn Stemme. Han blev
1836 Nourrits Efterfølger som Tenorist ved den store Opera, og senere tillige Sanglærer ved
Konservatoriet. Han skrev bl. a. en L’art du chant (1845). Berømt var hans (som det
synes overdrevne) Brug af „voix sombrée”.

lllustr. Musikhistorie. II. 36

Fig. 148. Duprez (i Vilhelm Tell).

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 10:48:38 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ilmusikh/2/0587.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free