Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
sin tilfældige Blanding af instrumentale og vokale Afsnit. Men dens
enkelte Dele er fantasifulde, malende og stemningsrige, hvad enten
man tænker paaFaust’s store Monolog (med Giftbægeret) der aabner
anden Del, Margarethes Scene i Sovekammeret, den henrivende
Sylfedans, Lygtemændenes Dans eller Mefistofeles Serenade.
Opførelsen af Damnation de Faust var ikke blot blevet Berlioz
en Skuffelse, men havde forvoldt ham et betydeligt Pengetab. Med øget
Mistillid vendte han da sine Landsmænd Ryggen igen og drog paa
en ny Kunstrejse, der gik til Rusland1), hvor hans Arbejder ved
denne og ved et senere Besøg i 1867 vandt for ham begejstrede unge
Musikere, der tog hans (og Liszts) symfoniske Værker til Forbilleder,
hvor han forøvrig ogsaa fandt Protektion ved Hove, og hvor han
opnaaede stolte pengelige Resultater.
At det egentlig var Berlioz’s Tanke for bestandig at opgive sit
Domicil i Paris, fremgaar af Brevlinjer som disse (fra 1848): Hvad
min musikalske Karriere angaar, kan jeg kun tænke mig den i
Rusland og i England. Jeg har i lang Tid baaret Sorg for Frankrig;
den sidste Revolution gør min Beslutning mere fast, mere
uomgængelig ... Kunsten i Frankrig er død, Musiken især begynder at
gaa i Forraadnelse. Man skulde hurtigst mulig begrave den! Jeg
kan allerede lugte Stanken, den udbreder." — Alligevel, Gang efter
Gang drog Paris ham tilbage. En ægte Franskmand var Berlioz
trods alt, og sine Sukcesser i Udlandet saa han stedse under det
Synspunkt, om det dog ikke en Gang vilde gaa op for hans
Landsmænd, hvilken stor Mand de besad i ham. — I Paris fik han
nu ogsaa en, om end beskeden, fast Stilling som Bibliothekar ved
Konservatoriet og desuden en lille Statsunderstøttelse.
Paa denne Tid, i Aarene efter 1850, skete der et Omslag i
Berlioz’s Kunstanskuelser. Ungdoms- og Mandomstiden med dens
oprivende Kampe, med dens exalterede Begejstring og bitre
Skuffelser var forbi, en vis Resignation traadte i Stedet. Romantiken
afløstes af en Art Efterklassicitet. De store Idealer var ikke mere
Beethoven og Weber, men Gluck og Spontini, ja Mindet om hvad
Lesueur havde doceret i fordums Dage dukkede op hos den aldrende
Kunstner og satte Spor i hans sidste Værker. -— Omslaget mærkes
først i Oratoriet L’enfance du Christ, trilogie sacrée, hvis mellemste
og skønneste Del, La fuite en Egypte allerede komponeredes 1850. *)
*) En Rejse til Danmark var planlagt, men blev opgivet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
