Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
kommer mig, at man maa kunne høre det paa den. Først i sidste Sats begynder
jeg igen at føle mig raskere, og jeg blev virkelig bedre tilpas, efter at jeg havde
fuldført dette Værk. Men iøvrig minder Symfonien mig som sagt om en trist
Tid — — og den melankolske Fagot i Adagioen anbragte jeg deri med særlig
Forkærlighed.
1847 blev atter et frugtbart Aar, i hvilket bl. a. falder de førnævnte to
Klavertrioer, Slutningsscenerne af Faust og Paabegyndelsen af Operaen Genoveva,
der skulde blive Schumanns Smertensbarn. Trods sit rent lyriske Temperament
havde Schumann Aar igennem kredset om Operascenen. Blandt de Æmner,
som han havde taget under Overvejelse, interesserer det nu at erfare følgende:
Hamlet, H. C. Andersens Æventyrspil Lykkens Blomst; Nibelungenlied,
Sangerkrigen paa Wartburg og Lohengrin. Teksten til Genoveva, ved hvilken Schumann
altsaa blev staaende paa sin Jagen efter et Sujet med et „dybt tysk Element*,
var skrevet af Schumann efter Rob. Reinecks Forarbejder og indeholder et
Forsøg paa en Sammensmeltning af Folkesagnet med den psykologisk dissekerende
Hebbelske Behandling deraf. Allerede denne Sammensmeltning medførte Farer
og røbede i alt Fald Mangel paa scenisk Forstand, og Wagner, der havde faaet
denne i Vuggegave, gjorde Indvendinger, da Schumann i Vennekredsen forelæste
sin Tekst — men at formaa Schumann til formaalstjenlige Ændringer var
umulig, tværtimod, han, der ellers var taalsom nok, vrededes over Indvendingerne. —
Arbejdet paa Genoveva optog Schumann til Maj Maaned 1848; men saa snart
han kom i direkte Berøring med Theatret, skulde han faa at føle alle Ulemper
og Ærgrelser derved! Først den 25. Juni 1860 — paa en i og for sig meget
ugunstig Aarstid — kom Operaen frem, gjorde ingen Lykke og spilledes derfor
kun to Gange, inden den henlagdes. Kritiken var haard mod Schumanns Opera;
hans Tilhængere tog da til Orde, og en for ham ret ubehagelig Avispolemik
udviklede sig deraf. Det lykkedes hverken denne Gang eller senere at skabe
et længere scenisk Liv for Genoveva. Schumann selv var fast overbevist om, at
„hver Node deri var dramatisk*, og en Bestræbelse for at skabe nyt dramatisk
Liv maa man ogsaa se i hans Bortkasten af de konventionelle Recitativer. Det
er nu paa den anden Side ikke heller rigtig, som det ofte er sket, at frakende
Genoveva al dramatisk Virkning. Momentvis hæver Musiken sig til betydelig
dramatisk Kraft (Tryllesangene, fjerde Akt med Genovevas Befrielse) Men til
scenisk Beregning af sine Virkninger kender Schumann ikke meget. Bortset fra
det unaturlige og utiltalende Stof gør Operaen et uroligt og hvileløst Indtryk, og
Musiken, der præges af sin Skabers afgjort lyriske Naturel, formaar ikke at give
nogen rammende Karakteristik af Figurerne. Derfor savner Genoveva trods
musikalske Skønheder i Virkeligheden scenisk Livskraft. Schumann vendte ikke
mere tilbage til Operascenen, men Vidnesbyrd om hans senere Operaplaner
haves i Ouverturerne „Die Braut von Messina“ og „Hermann und Dorothea.“
Et Besøg i Wien, hvor Schumann tænkte paa at søge den ledige Stilling som
Konservatoriedirektør, har nærmest kun Interesse, fordi det viste, at Wienerne
nu aldeles ikke havde Sans for nordtysk Instrumentalmusik. Kun Clara
Schumann gjorde Lykke, og det var efter en af hendes Koncerter, at en eller anden
Højhed nedladende spurgte Schumann, om han ogsaa var musikalsk!
Et betydeligt Indtryk paa den stadig nervesvækkede Schumann gjorde det
at erfare Felix Mendelssohns pludselige Dødsfald d. 4. Novbr. 1847. Allehaande
Ængstelser og Anfægtelser fremkaldte den beundrede Ven og Kunstbroders uanede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
