Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ham, det lidenskabelige være uden Varme og Dybde, og kan endog
undertiden gøre et lidet tiltalende Indtryk af nervøs, ja næsten
hysterisk Opfarenhed (jfr. blandt flere Eksempler Finalen af d-moll
Trioen).
I Reglen er imidlertid just ejendommelig for Mendelssohn en
vis Beherskelse, en klog Begrænsning med deraf følgende formelt
Mesterskab, der af hans Samtid forveksledes med ægte Klassicitet.
Mendelssohn var det dannede Selskabs Musiker, aldrig stødte han
an, aldrig gjorde han Revolte, aldrig generede han ved
Dybsindigheder eller ved et ukendt og vanskelig tilgængeligt Sprog. Han var
afglattet og sober, fortræffelig sikker over Kunstens Haandværk,
derhos elegant, smidig og elskværdig — men bag dette imødekommende
Ydre føles nu en aandelig Tomhed, mest i hans større
Instrumentalværker, bortset fra de omtalt skildrende Ouverturer og fra enkelte,
næsten helt lykkede og typiske Arbejder som a-moll-Symfonien,
Oktetten, Violinkoncerten. Nu vækker de andre Instrumentalværker
kun ringe Genklang: I Kvartetterne f. Eks. interesserer den
udvendige Pathos i Første-Allegroerne ligesaa lidt som de ferske eller
sentimentale Andanter eller de letbenede, „høflig-gemytlige“ Finaler.
Kun i Scherzoerne, oftest i Alfemusik-Stilen, møder der os noget
individuelt, der fanger Opmærksomheden.
De store Instrumentalformer, i hvilke han efter Forbilledet hos
Schubert ofte anvendte h’edagtige Motiver, der efter deres Natur var
en egentlig tematisk Udvikling imod, kunde Mendelssohn da kun
sjældnere fylde med vægtigt og prægnant Indhold. Og ligesom i
Følelsen heraf tyede han ogsaa gærne til de mindre Former, som
han var sikker paa fuldt at beherske. Typisk for hans Arbejde i
denne Genre er de berømte Hæfter Lieder olme Worte — oprindelig
en lidt spæd Romantikers ægte Hjærteudgydelser, senere en
højt-skattet Komponists bestilte Arbejder. I Grunden lærer man af disse
Klaverstykker alt det mest Ejendommelige for Mendelssohn at kende.
Nogen stort eller dybt følt Poesi rummer de visselig ikke. Nærmest
er de „Guldsnitlyrik" (O. Bie), der drager Tanken hen paa hvad
f. Eks. en Forfatter som Geibel har præsteret. Det er jævnt
hen-glidende Stykker, temmelig ensartet opbyggede, uden synderlig
Mangfoldighed i Udtryk og Udarbejdelse, men hver Side er præget af
Smag og Dannelse og de bedste Stykker aabenbarer en ikke meget
storstilet, men fin og lidt melankolsk følelsesfuld Kunslneraand; de
svagere en rutineret Musiker, der behager sig ved en let Sentimen-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
