Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tydelig, men ikke synderlig kultiveret Klaverspiller, og som skrev sine ildfulde
brillante Koncert-Symfonier (for Klaver og Orkester), der tillige med hans
talrige andre Kompositioner (Operaer, Operetter, Ouverturer — som Bobespierre og
Girondisterne) viste hans fantastiske og energiske, men ikke altid afgærede og
smagfulde Talent. Litolff grundlagde som bekendt det navnlig ved sine
Klassiker-Udgaver berømte Forlag (Collection Litolff). — Og den sære, verdenssky Charles
Valentin Alkan (1813—88), der var Elev af den fortjænstfulde Zimmermann
(1785—1853) og som levede stille i Paris, kun en sjælden Gang optrædende ved
Konservatoriekoncerterne, ellers optaget af sin Lærergæming og af Studiet af
Seb. Bachs Værker, i hvilke han, som Hiller fortæller del, fordybede sig ved
et Pedalflygel i en afsides liggende Stue i Erards Fabriker. Alkan skrev en
Hække Klaverværker, der endnu forbavser ved deres Fylde af Opfindsomhed og
deres Originalitet baade hvad Idéerne og Udarbejdelsen angaar. Hans bisare
Paafund og hans hensynsløse Dristighed (forbløffende Kvint- og Oktavparelleler)
viser os en Romantiker-Natur i Slægt med Berlioz, men Alkan manglede baade
dennes Storstilethed og hans Evne til at gøre sig gældende. Af Alkans Værker
kan nævnes: Préludes, Grandes Etudes (dans le genre pathique), Jean qui rit
et Jean qui pieure, Le chemin de fer, Les festins d’CEsop, Morceaux
caracteri-stiques — gennemgaaende frembyder de store tekniske Vanskeligheder, der
yderligere har hindret dem i at vinde fortjænt Udbredelse.
En Klaverspiller, hvis Ry som Virtuos ikke var ringere end de fornævntes, men
med en Kunslnerpersonlighed langt mere lødig og sympatetisk møder vi i Ignaz
Moscheles, der baade ved sit Spil og sine Kompositioner peger udover
Virtuosernes Periode uden dog helt at kunne gøre sig fri af den. Moscheles1)
(1794—1870) hører til Pragerskolen, der navnlig er knyttet til de to Lærernavne
Wenzel Tomaschek (1774—1850) og Dionys Weber (1771—1842). Den
sidste var Moscheles’ første Lærer, men de stærkeste og varigste Indtryk modtog
Moscheles i Wien, hvor Klavermusikens Klassikere blev Genstand for hans ivrige
Studium, og hvor en glødende Beundring knyttede ham nær til Beethoven. Dette
Forhold til Beethoven og hans Musik var, som man vil forstaa, allerede noget
særegent for en Klaverspiller i denne Periode. Og virkelig var Moscheles en af
de første, der gav Beethovenske Sonater Plads paa sine Programmer, ligesom
han var den første Pianist, der bearbejdede et fremmed Klaverudtog, nemlig
Beethovens Fidelio. — Baade i Tyskland og P aris blev Moscheles’ Koncerter
optagne med Begejstring2), og ikke mindre Bifald mødte ham, da han optraadte i
London. Her slog han sig ned og virkede som Lærer (Afløser af Clementi) kun
fra Tid til anden optrædende som Virtuos i London og paa Turnéer i Tyskland
og Paris. 1846 fulgte Moscheles Mendelssohns Opfordring til at overtage
Klaver-lærerposten ved Konservatoriet i Leipzig, og hermed var hans Virtuostid endelig
afsluttet; den afløstes af en følgerig Lærervirksomhed. — „Moscheles er en ægte
Grænseskikkelse, en Dobbeltsjæl: paa den ene Side fuld af Indrømmelser til
Modesmagen, paa den anden sprudlende af Opfindsomhed og intensiv musikalsk* (Bie).
Paa hans Repertoire fandtes fade, men funklende Bravourstykker:
Bravourvaria-tioner over Alexandermarschen (som han i sin senere Alder kun ugærne spillede
trods deres almindelige Yndest), Fantasier over Folkeviser, Les charmes de Paris,
*) Jfr. de interessante Memoirer: Aus Moscheles’ Leben. Nach dessen Briefen und TagebUchem.
8) Derimod mødte Moscheles i Kbhvn., som han gæstede 1829, en Kølighed hos Publikum,
hvis Smag betegnes derved, at det først var den rent virtuose Side af hans Spil, der vakte
Begejstringen, jfr. V. C. Ravn: Koncerter og Musikselskaber i ældre Tid (1886) p. 211.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
