Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
og hans egen Kunstretning stærkt paavirket af den franske
Romantik. Han spillede helst paa Pleyelske Flygler med „den dæmpede
Sølvertone", og i hans Spil gjorde sig den fysiske Kraft kun lidet
gældende. Det virkede ikke ved Modsætninger, men ved Nyancer.
I dets blide, perlegraa Enstonighed hørtes næsten intet absolut forte,
men overfor den gennemgaaende Afdæmpethed tog selv en ringe
Nyance sig allerede ud som Tonestyrke. Hvor er ikke slige
Beskrivelser af Chopins Spil, — næsten ligelydende meddelte af alle,
der har hørt ham med Forstaaelse — betegnende; just denne
Spille-maade passede for de Stuer, hvor den sygelige Kunstner spillede
for Venner og Veninder, Beundrere og Beskyttere, Elever og
Kunstbrødre, der alle med Andagt lydløst lyttede for ikke at gaa Glip af
en Tone. Naar enkelte Beretninger gaar ud paa, at Chopins Spil
var saa svagt, at det næsten var uhørligt og selv et forte kun blev
et piano, da beror det paa, at Chopins fysiske Styrke svækkedes
betydelig i de sidste Leveaar, ligesom ogsaa hans Aandsenergi
slappedes, alt som Sygdommen hærgede Legemet mere og mere grusomt.
— Indenfor den Styrkegrad, som Chopin raadede over eller ønskede
at udfolde, mægtede han at skabe den vidunderligste Tone. Om
dens Sødme, Rundhed, Fylde og Sangbarhed er der aflagt talrige
Vidnesbyrd. Højt udviklet var ogsaa hans fortræffelige Klaverhaands
Spændkraft og Fingrenes Rapiditet — som de skønneste Juveler og
den reneste Ciselering glimrede de aandfulde, overdaadige
Udsmykninger under hans Hænder. Den Maade, paa hvilken han benyttede
sig af disse sine Fingre, var i høj Grad fri og ofte indgivet af
øjeblikkelig Lyst, afgjort naturalistisk uden noget som helst
„konserva-torisk". Ejendommelig for hans saa udpræget personlige Spil var
derhos hans Rubato; det har været stærkt kritiseret, søgt efterlignet
af talrige Chopinspillere, men uden at nogen dog har kunnet træffe
netop den Virkning, som Chopin frembragte — ganske naturlig, ti
dette kubato-H\n\ betød aabenbart for Chopin en Slags fantaserende
drømmende Genskaben af Tonedigtet. I Chopins gribende og
daa-rende Improvisationer traadte netop ogsaa dette Rubato frem, om
hvilket Liszt saa træffende siger: Du ser et Træ, dets Blade
bevæger sig hid og did i Vinden og følger de svageste Vindpust, men
Stammen bliver alligevel staaende ubevægelig i sin Form. — Værd
at lægge Mærke til er det, at Chopins Yndling blandt Fortidens
Mestre Wolfgang Mozart’ Spil netop ogsaa havde denne frie
Aw&afo-Karakter (jfr. foran pag. 177).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
