- Project Runeberg -  Illustreret Musikhistorie. En fremstilling for nordiske læsere / Andet bind /
684

(1897-1905) [MARC] [MARC] Author: Hortense Panum, William Behrend With: Adolf Lindgren, Valentin Wilhelm Hartvig Huitfeldt Siewers
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Efter Geyers Død anbragtes Richard Wagner i Kreuzskolen i Dresden, hvor
han indskreves som „Richard Geyer". Hans ildfulde Aand begejstredes her
navnlig af Kendskabet til græsk Oldtidsliv og Digtning, og han søgte alt tidlig
at efterdigte de græske Dramaer. Digter var han nemlig lige fra Skoletiden og
ikke blot skrev han et Sørgedigt over en afdød Kammerat, eller Oversættelser
af Odysseen eller senere, da han lærte Engelsk, af Romeos Monolog, men en
stor Tragedie efter Hamlet og Kong Lear udkastede han. „Planen var yderst
storartet, to og fyrretyve Mennesker døde i Stykkets Forløb og ved Opførelsen
saa jeg mig nødsaget til at lade de fleste gaa igen som Aander, da jeg ellers
havde været læns paa Personer til de sidste Akter; dette Stykke beskæftigede
mig i hele to Aar" (Wagners Autobiografiske Skitse). I Dresden modtog Wagner
sit første musikalske Indtryk af Jæaerbruden og af dettes Komponist, Carl
Maria v. Weber, der ofte passerede Wagners Hus paa Vej til Theaterprøverne;
han betragtede ham stedse med hellig Sky, kaldte sine Søstre til Vinduet og
forsikrede dem, at der gik den største Mand i Verden — .hvor stor han er, jet
kan I slet ikke begribe." Ouverturen til Jægerbruden havde da ogsaa været et
af de første Musikstykker, paa hvilket Richard Wagner begejstret, men yderst
mangelfuldt prøvede sit Klaverspil — „med den grueligste Fingersætning, det
var mig umuligt at spille en Passage rent ... og jeg har i mit Liv aldrig lært
at spille Klaver."

Alle disse æsthetiske Beskæftigelser, der uden Plan optog den nervøse og
urolige Yngling, skadede naturligvis hans Skoleflid, og da Familien 1827 flyttede
tilbage til Leipzig, blev han der sat en Klasse lavere end i Kreuzskolm. Dette
gjorde ham saa ærgerlig, at han ikke blot forsvor alle filologiske Studier, men
ogsaa forsømte sine Skolepligter og kun bevarede Interessen for den store
Tragedie. Paa dette Tidspunkt gjorde han Bekendtskab med Beethovens
Egmont-Musik (ved en Geuandhauskoncert) og begejstredes i den Grad derfor, at han
straks var paa det Rene med, at hans Tragedie kun kunde lobe af Stablen,
forsynet med en lignende Musik, og at han selv var den rette Mand til at skrive
denne Musik. Medens han med nervøs Iver kastede sig over de nødvendigste
Forstudier — han laante Logiers Methode des Generalbasses — blev det ham
kjart, at hans Kald var at blive Musiker, men han følte samtidig, at store
Vanskeligheder maatte bekæmpes: grundige Studier krævedes og Familiens Modstand
maatte hesejres1) — man var allerede misfornøjet nok, da det opdagedes, at det
store Sørgespil havde stjaalet Tiden fra Skolegærningen. Wagner var da seksten
Aar, og ved Læsningen af E. T. A. Hoffmanns Skrifter fyldt af den vildeste
Mysticisme: „om Dagen i Halvsøvne havde jeg Visioner, i hvilke Grundtonerne,
Terts og Kvint, aabenbarede sig lyslevende for mig — hvad jeg skrev op, var
fuldt af Afsind." I al Stilhed havde han nemlig komponeret en Sonate, Kvartet
og en Arie. Endelig lykkedes det ham da at opnaa regelmæssig musikteoretisk
Undervisning, men han — og Familien — havde den Sorg, at Læreren rystede
paa Hovedet: Richard var efterladende og uordentlig i sit Studium, og der
kunde ikke blive noget flinkt ud af ham. Alligevel fik Richard Wagner skrevet en
Ouverture og opnaaede endog at faa den opført, idet den bekendte Musiker

x) Herved kan anføres, at Wagner altid mindedes „sin kære, lille Mo’r“ med Hengivenhed og
erindrede hendes hvileløse Iver for sine Børns Velfærd og Fremtid. Prae ger, der mener,
at Wagner har tænkt paa sin Moder i Skovscenen i „Siegfried“, udtaler, at Wagner næppe
har elsket nogen saa højt som sin Moder, der ligesom instinktivt anede Sønnens tilkommende
Storhed, hvorfor dennes Kærlighed ogsaa rummede en god Del Taknemmelighed.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Sun Dec 10 10:48:38 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/ilmusikh/2/0712.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free