Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Heinrich Dorn1), der 1829 blev Musikdirektør i Leipzig og som havde
Forbindelse med Familien Wagner, fik Interesse for dette sirligt, med tre Farver
Blæk opskrevne Partitur, „der allerede skjulte i sig Kimene til alle de store
Virkninger, som senere skulde sætte hele den musikalske Verden i Bevægelse”
(Dorn). Wagner selv kalder Ouverturen „Højdepunktet af mine Afsindigheder*
men den Fiasko, der blev dens Lod ved Opførelsen, skyldtes vistnok mest en kejtet
— og lattervækkende — Anvendelse af regelmæssig tilbagevendende Pavkeslag.
Selve Opførelsen og Dorns Ros var imidlertid betydningsfuld nok for Wagner.
Samtidig naaede Efterretningerne om Pariser-Revolutionen (1830) til Leipzig, og
Wagner grebes hæftigt deraf. Han, der besad en ubændig Frihedstrang, og følte
stejlt overfor enhver Tvang, „blev med et Slag revolutionær, søgte Omgang med
politiske Litterater og begyndte en Ouverture med et politisk Stof. Skoletiden
var nu til Ende og det længe imødesete Maal: det frie Universitets- og
Studenterliv tog Wagner ganske fangen — han deltog „med stor Letsind og Hengivelse*
i sine Studenterkammeraters urolige og ubundne Liv, og det saa ud som om
Musiken igen var glemt. Snart følte Richard Wagner dog Lede ved denne
Livsførelse, han indsaa Nødvendigheden af at begynde et nyt, strængt regelmæssigt
Studium, og det lykkedes ham at finde den rette Lærer i Thomasskolens Kantor,
Theodor Weinlig, den første, der fik nogen Indflydelse paa hans musikalske
Uddannelse.
I disse Richard Wagners Barndoms- og første Ungdomsaar
møder vi Momenter, som det vel er værd at fastholde. Hans
Afstamning fra og Opdragelse i en Skuespiller-Slægt, hans Begejstring
for Skuespillets Heros William Shakespeare, hans Studium af
græsk Oldtid, Drama og Mythologi, hans Barneforgudelse af
Jæger-bruden og dens Komponist, hans Beethoven-Henrykkelse og hans
Idé at knytte Musik til sin store Tragediedigtning, endvidere hans
famlende Forsøg paa nye Orkestereffekter i Ouverturen, hans mystiske
og revolutionære aandelige Bevægelser og endelig hans Higen mod
det Storslaaede og Usædvanlige — han vilde som Dreng male
Billeder saa store som Geyers legemsstore Portræt af Kongen
af Sachsen; han gav sit Sørgespil en urimelig Dimension og
Personmængde; overfor hans Ouverture skulde Beethovens niende
Symfoni være som en Pleyelsk Sonate! Alt hvad her uordentlig,
nervøst og ubevidst tumler og gærer i den unge Kunstnersjæl, er
Spirer, hvis Frugt snart paa den ene, snart paa den anden Maade
dukker op i den kommende Livsgærning.
Endnu inden Weinlig blev Richard Wagners Lærer, havde denne gjort ærlige
og flittige, men lidet systematiske Studier, navnlig i Beethovens Værker, som han
omhyggelig havde kopieret og hvori han efter Dorns Udsagn var mere hjemme end
*) (1804—92), virkede i Hamburg, Leipzig, Kølin og Berlin og nød Anseelse baade som
Komponist og Musikskribent. I sin Selvbiografi (1870—79) berører han ogsaa sit Forhold til Rich.
Wagner.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
