Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
for Wagner, at der ikke kunde være Tale om at faa Rienzi, hvis Partitur
fuldførtes i Paris, frem paa den store Opera, hvor de glansfulde ydre Midler da
syntes Wagner „et Kunstens Højdepunkt" og vel har staaet levende for ham, da
han skrev sin Musik; men et svagt Haab dukkede op, da Direktøren for
Acade-mie de musique, Pillet, fattede Interesse for Teksten til den flyvende Hollænder,
som Wagner indleverede til ham. Denne Interesse førte dog kun til en
Opfordring til Wagner om at sælge Teksten til Brug for en anden Komponist, og, da
Wagner vægrede sig herved, til at Pillet udenvidere overdrog Dietsch1) at
komponere Le vaisseau fantome, der opførtes uden at gøre Lykke.
Med Pariser-Musikerne søgte Wagner ingen Omgang; alle opførte de en
halsende Jagt efter „den store Sukces" med Meyerbeer ogHalévy i Spidsen — kun
Berlioz dannede en Undtagelse, „ti han gør ikke Musik for Pengenes Skyld",
men personlig Antipathi fjærnede de to Kunstnere fra hinanden. Wagner
omgikkes da Videnskabsmænd og Malere og „gjorde mange smukke Erfaringer om,
hvad Venskab betyder" — rimeligvis sigtes herved bl. a. til, at Venner hjalp ham og
Hustru, naar Nøden var størst. Ti i Virkeligheden var Wagner pint af den tristeste
Næringssorg her i Paris, hvor alle Forhaabninger slog fejl. Forat holde Livet oppe
tog han mod det rene musikalske Haandværkerarbejde: Schlesinger lod ham læse
Korrektur, arrangere populære Operaer og Romancer for Piano og andre
Instrumenter ned til Cornet å piston. Med nogen større Tilfredsstillelse, men kun med
beskedent økonomisk Udbytte forsøgte han sig derhos i litterær Virksomhed og skrev
for tyske Tidsskrifter den Række af Hoffmann og Heine paavirkede Noveller og
Skitser, der i hans samlede Skrifter findes under Titlen: Ein deutscher Musiker in
Paris, og som bl. a. indeholder den smukke Pilgerfahrt zu Beethoven og den
gribende Ein Ende in Paris — hvori meget selvoplevet2). Endelig forsøgte Wagner at
slaa igennem med nogle Salonromancer, en da yndet Genre, men ihvorvel han
fik nogle saadanne trykt hos Schlesinger (Heines De to Grenaderer, Hugos
L’attente, en Vuggevise Dors mon enfant etc.), mislykkedes ogsaa dette Forsøg.
Navnlig i Vinteren 1841 var Nøden saa stor, at Wagners „tomme Mave ofte
fristede ham til at begaa en Forbrydelse"; hele Dage maatte han og hans
Hustru sulte, og da han efter en saadan bad hende pantsætte sine faa Smykker
for at skaffe Brød, erfarede han til sin Skam og Fortvivlelse, at de i de sidste
Døgn just havde level af, hvad Salget af disse Smykker havde indbragt. Under saa
saavel denne Forf. som Chamberlain og navnlig Glasenapp i den sidste Udgave (1894
—991 af hans Wagnerbiografi ganske frakende Me>erbeer al ærlig Interesse for Wagner og
hævde, at Meyerbeer kun gav ham Anbefalinger, om hvis Værdiløshed han selv var
overbevist. Vist nok er det nu, at Wagner kun opnaaede ganske ubetydelige Fordele ved
Meyer-beers Hjælp, og at Meyerbeer (eller dog hans Presse) senere stod haardt mod Wagner, da
dennes Berømmelse steg saaledes, at han kunde blive den fejrede og nervøst forfængelige
Maestro en farlig Medbejler. Men man savner dog absolut afgørende Beviser for, at
Meyer-beers Velvilje og Hjælpsomhed over for den unge og da ganske ubekendte Musiker skulde
være ganske ud paa Skrømt, og man savner psykologisk Forklaring af, at de skulde være
det, især da Meyerbeer ogsaa ellers roses for sin velvillige og hjælpsomme Karakter. Nogen
synderlig Betydning vilde Spørgsmaalet jo ikke have, hvis ikke Wagner senere ivrig var
blevet beskyldt for (og forsvaret mod) „Utaknemmelighed" mod Meyerbeer ved
Offentliggørelsen af Skriftet „Jødevæsenet i Musiken", en Beskyldning, der selvfølgelig er meningsløs.
i) Pierre Louis Philippe Dietsch (1805—65), en Musiker uden Betydning og
Selvstændighed, „Meyerbeers Underofficer" kaldtes han, var væsentlig Kirkekomponist. 1860 blev han
trods sin ringe Duelighed Kapelmester ved den store Opera og det faldt da i hans Lod at
dirigere ved den ulykkelige første Pariseropførelse af Tannhauser, hvorom nærmere i det flg.
8t „Jeg har gengivet under en undertiden humoristisk Maske min egen Historie i Paris, hvor
der ikke manglede meget i, at jeg var død af Sult. Hvad jeg iøvrig har villet lade lyde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
