Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
I den Stemning, disse Linjer udtrykker, indstuderede Wagner —
kun et Par Maaneder efter Rienzi — sin næste Opera Den -flyvende
Hollænder. I sin Iver og sit Overmod tog han uforsigtig paa Sagen,
og Opførelsen mislykkedes — „tilmed følte Publikum sig ilde
berørt ved Genren, idet det absolut havde ventet noget Lignende
som Rienzi og ikke ligefrem det Modsatte" — saaledes meddeler
Wagner selv og virkelig blev Den flyvende Hollænder trods
Førsteaftnens Bifald kun en halv Sukces — alene Mdme Schrøder-Devrients
genialt udførte Senta holdt Operaen en Tid i Live. Paa et Par
andre tyske Scener spilledes den endnu (1844) og lagdes saa overalt
til Side for først at dukke op igen efter hele ti Aars Forløb.
En saadan Skæbne fik den første af Wagners Operaer, der
vilde „ligefrem det Modsatte"! I Den flyvende Hollænder —
hvortil Wagner oprindelig havde faaet Idéen gennem Heines halvt
ironiske Beretning i Memoiren des Herrn Schnabelewopski — er
Wagner med et dristig Spring kommet bort fra den store historiske
Opera (til hvilken han trods Planer som en Friederich Barbarossa
aldrig senere vendte tilbage), og han har sagt Farvel til de
teatermæssige Librettoer for at skrive et digterisk Underlag for et
musikalsk Drama. Det er derhos ganske andre Idéer, der her bevæger
ham end Rienzis deklamatoriske Liberalisme. Han er dels opfyldt
af en mørkstemt Bomaniik, der til Baggrund har usædvanlige
uhyggelige Naturbilleder, dels af den Forløsningsidé, der stedse
træder frem i hans Musikdramaer. Der er ikke nogen Bejlen til
Publikum i dette Værk, ingen Imødekommenhed overfor den gængse
Smag. .Man kunde sige. al Wagner her forsøgte sig i den folkelige
Genre som Jægerbruden og Hans Heiling repræsenterer. Men
bortset fra, at han skriver en virkelig Opera — intet Sangspil som
de nævnte — saa har Wagner i sin Digtning og Musik intet tilsvarende
til hines Borgerlighed eller tyske Hyggelighed (i Jægerbruden med
den lykkelige Afslutning) eller brede Gemytlighed (i Hans Heiling).
Den flyvende Hollænder har en ganske anden kraftig og ram Smag,
en Saltvandssmag, som var hine Skovromantikere fremmed og som
overhovedet var noget Nyt i Musiken. Dermed være ikke benægtet,
at Wagner har modtaget Impulser af sine to nævnte Forgængere,
og at navnlig Marschner med de natlig-fantastiske Skikkelser har
været et Forbilled. Netop dette skønne Syn af en Kunstner, der
vokser sig stor som Led i en Udvikling, frembyder Wagner —
ligesom fordum Beethoven. Men hvad der her udmærker ham fremfor
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
