Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
iblandt ogsaa Eurynnthe) og Gluckske Operaer (Armida og navnlig Ifigenia i
Autis i en af ham selv foretaget Bearbejdelse med en sindrig ændret
Slutning) som Modvægt mod den herskende Smag for Udenlandets Kunst. — Som
Komponist optraadte Wagner kun en enkelt Gang i de Aar, der hengik, inden
den følgende Opera, Tannhaiisers Fremkomst, nemlig med den bibelske Scene
(for tre Mandskor og Orkestre) Das Liebesmahl der Apostel, et Lejlighedsarbejde,
hvortil han foranledigedes ved sin Stilling som Dirigent for en Dresdner
Lieder-tafel. men som bortset fra enkelte „theatralske“ Virkninger kun frembyder
ringe Interesse.
Det største Udslag af Wagners nationale Følelse blev dog det Værk, som
han arbejdede med bag al den fornævnte officielle Gærning, og hvortil han
atter hentede Stoffet fra de gammeltyske Sagn og Digtninge: Tannhauser og
Sangerkrigen paa Wartburg. I Tøplilz gjorde han, som før meddelt, det første
Udkast; i Foraaret 1843 var Digtningen fuldført og d. 13. April 1S45 lagde
Wagner den sidste Haand paa Partituret, som han havde skrevet „i glødende
Lidenskab, mens Blodet susede for hans Øren* — d. 19. Oktober 1845 opførtes
Operaen, og da forelaa allerede færdig Tekstbogen til en ny Opera, hvis Stof
atter var taget fra Sagnverdenen: Lohengrin. Man ser, i hvilken Grad Wagners
Fantasi er fanget af denne Sagnverden og det interesserer at erfare, at hans
Hjærne samtidig tumler med Tanken om et humoristisk Modstykke til Tannhauser
— hvad først langt senere blev til Virkelighed i Mestersangerne. En Afskrift af
ra««AoMser-Partituret, der sendtes en Ven i Berlin, ledsagede Wagner med
disse Linjer: Her er min Tannhauser. som han gaar og staar; en Tysker fra
Isse til Fod. Gid han mægtede at vinde mig mine tyske Landsmænds Hjærter
i højere Grad, end mine hidtidige Arbejder formaaede det!!
Dette fromme og naturlige Ønske gik ingenlunde i Opfyldelse. I Dresden
havde Tannhaiiser vel en vis ydre Sukces, sunget som den blev af udmærkede
Kunstnere under Wagners stimulerende Ledelse, men Begejstringen holdt sig
ikke længe, og Wagner havde snart den fulde Forstaaelse af, at det var det
Udvortes, som behagede Publikum, medens det, der for ham var Hovedsagen,
forblev uforstaaet, eller maaske endog bidrog til at støde Publikum bort. Og
Kritiken — ja, det var Wagners Skæbne hele Livet igjennem at være Skive for
en ikke blot uvenskabelig og udeltagende, men ligefrem forfølgende, hadsk og
ondsindet Kritik. Dumhed, Lavpandethed og Misundelse var de Ingredienser,
hvoraf den oftest sammensattes, og mærkelig er det at lægge Mærke til, at selv
Mænd, der ellers besad Indsigt og Begavelse, bliver helt forblindede, naar Talen
er om Wagner. Selv den fortrinlige Opførelse af Niende Symfoni gik ikke Ram
forbi; en Kritiker erklærede, at kun Korene gik godt, fordi „Hr. Schneider*
havde taget deres Indstudering paa sig — uheldigt kun for denne Kritik, at
Wagner netop ogsaa havde indøvet Koret. — Om Tannhaiiser hed det nu, at
den fuldstændig manglede Karaktertegning, at det var forrykt Tøj, som man
knap kunde synge; Moritz Hauptmann erklærede, at Ouverturen var
„ganske græsselig, ubegribelig og kejtet, lang og kedsommelig ... og at den, der
kan skrive en saadan Ouverture, hans Kunstnerkald synes mig langtfra afgjort.*
— Velsignede Ord, der kun er lidt over 50 Aar gamle! — en anden velkendt
Musikskribent Fétis er paa det Rene med, at „den ynkelige Koral, hvormed
Ouverturen begynder, er det eneste Spor af Melodi — og hvilken Melodi!* — og
en tredje Forfatter, Mozarts fortræffelige Biograf, Otto Jahn, ofrer lidt senere
en hel Artikel „i Grenzboten paa en Gennemheglen af Tannhaiisers Tekst og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
