Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
tiver former sig til et Hele. Forsaavidt skiller denne Opera sig skarpt
ud fra de Meyerbeerske. der just karakteriseres ved, at de er stykket
sammen af enkeltstaaende Situationer og Tableaux, paa hvis mer
eller mindre vellykkede Effekt Operaens Held beror. At vi, der
kender Wagners senere Værker, kan finde ufine, udvendige eller
trivielle Satser i dette Partitur, eller kan mene, at et og andet deri
er kejtet og unødig vidtløftig, skal ikke lade os glemme, at
Tannhauser er Wagners første og væsentlig lykkede Forsøg paa at
skrive et Musikdrama i stor Stil, eller at Tannhausers lange,
karakterfulde og malende Recitativ i sidste Akt var det dristigste Brud mod
al Operatradition. Saalidt som vi vil kunne overse den Begejstring,
hvori Operaen er undfanget eller den glødende Fantasi, der har
skabt dens kraftige scenisk Liv.
Wagner skrev dette Værk i en Art Ekstase og efterhaanden
i en jagende Angst for, at Døden skulde stanse hans Haand, inden den
sidste Node var nedskrevet. For ham personlig betød det en higende
Længsel bort fra den moderne Verdens Sanselighed og Livsnydelse,
saaledes som han havde lært den at kende under sit Pariserophold
og i det hele taget „i Udbytningen af vort elendige offentlige
Kunstvæsen — og en Trang mod en uendelig, jordisk uopnaaelig
Kærlighed, der syntes at kunne vindes i Døden." Denne
Kærlighedstrang levendegøres dels i Elisabeths blide sværmeriske Skikkelse,
hende, hvis Hjærte brister af Sorg over den fortabte Elskede, dels
i Pilgrimmene, hvis Kor præges af en Fred, der er hævet over
Verdens Lyst; og den maatte ganske naturlig efter det dramatiske
Stof faa Farve af middelalderlig Katholicisme, hvad Wagner da
ogsaa med Mesterhaand har givet den — men energisk tager han
senere til Orde mod dem, der har villet paadutte Tannhauser en
specifik kristelig, impotent himlende Tendens. —
Wagner var dybt skuffet over den Modtagelse, som Tannhauser havde
faaet. Selvom Dresdens Publikum til en Begyndelse havde vist det meget
omtalte Værk en vis Interesse, saa savnede det dog al Forstaaelse af det, der for
Wagner var Kærnepunktet og den ondskabsfulde og smaalige Kritik skræmmede
baade det stedlige og fremmede Publikum. Baade Tannhauser og Hollænderen
forsvandt fra Scenen, og kun Rienzi holdt sig en Tid. Intetsteds vilde man
antage Tannhauser — den ene Theaterledelse fandt Operaen for lyrisk, den anden
for episk, den tredje endog for dramatisk! — og der var ingen Udsigt for
Wagner til at faa Midler til at bringe sine stadig vaklende Pengeforhold paa
sikker Fode. Saa meget mere som Kritikens Vittigmagere endog skræmmede
hans Forlægger,, og selve Operaens Chef i en officiel Indberetning blandede sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
