Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
dets Opstaaen skyldtes rigtignok ogsaa ydre Bevæggrunde. Wagner
skønnede nok, at det havde længere Veje med Nibelungen-Trilogien,
end han først havde tænkt, og at dette Kæmpeværk ikke var
praktisk, naar han atter vilde træde frem som Komponist1). Han
valgte da et mindre Æmne, og efter nogen Tids Betænkning skød
han Nibelungenringen til Side til Fordel for Tristan og Isolde. At
han imidlertid ved Udarbejdelsen af denne Digtning og af Partituret
ikke — som den stolte Idealist han var — kunde’ følge de
„praktiske” Formaal, som han mulig havde tænkt sig, kan ikke undre.
Tristan og Isolde blev ingen Repertoire-Opera, men et Værk,
præget af hans fulde og hensynsløse digteriske og musikalske
Hengivelse og derfor saare typisk for Wagners daværende Standpunkt.
„Fra Dagens Skin (dobbelttydig), der hidtil ene og alene havde haft
Betydning for Wagner, gaar han tilbage til Kærlighedens Nat,
Helteparret overvinder Skuffelsens og Lidelsens Liv ved at gaa op i den
længselsfuldt ventede Død, forat udslukkes i et Nirvana.” Lad os
imidlertid straks her tilføje, at Wagners kunstneriske
Meddelelsestrang ikke tillod ham at blive staaende ved den rene Pessimisme
eller den unyancerede Verdensfornægtelse, men hans Aandsretning
havde efter mange og dybt hærgende Stridsaar faaet sit endelige
Stempel; hans Resignation og milde Verdensmedlidenhed præger
hans Værker i Fremtiden, og den tilkæmpede ophøjede
Verdensligegyldighed giver ham Kraft og Trang til at hæve sig til de sublime
Sfærer, hvori hans senere Værker (Tristan og Mestersangerne, den
omformede Nibelungenring og Parsifal) er undfangne. Og lad os
yderligere tilføje, at det ikke blot var Schopenhauers almindelige
filosofiske Anskuelser, der knyttede Wagner til ham, men at det
ogsaa var hans Theorier om Musiken, der paa næsten fantastisk Vis
hæver denne Kunst op over alle Kunster, idet denne taler om Tingenes
Væsen, hine kun om Skyggen deraf2).
Arbejdet paa Tristan og Isolde trak længe ud. Wagners Sygdom,
hans huslige urolige Forhold (sin Hustru maatte han paa Grund
l) Om hans Trang til at faa sine Ting opført eller blot at høre dem, vidner
Linjer som disse: „Naar jeg saaledes lagde det ene stumme Partitur efter
det andet fra mig, for selv aldrig at lukke dem op mere, forekom jeg mig
til Tider som en Søvngænger, der ikke har nogen Bevidsthed om sine
Handlinger.”
*) Med Schopenhauers personlige Anskuelser om Musik kunde Wagner
derimod næppe sympathisere. Schopenhauer fandt saaledes ganske særlig
Behag i Roésinis Musik! — om han end ogsaa vidste at nyde Beethovens.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
