Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
navnlig i Mestersangerne1). Men i det Hele og Store har Wagner
formet Sangpartierne paa en helt ny, revolutionær Vis. Den
Sangstil, som han indfører, er grundet paa den saakaldte „Talemelodi“.
Den adskiller sig fra det overleverede ved Bortkasteisen af alle
skarpe Indsnit, gjorte af Hensyn til den velkendte Arie- eller
Vise-form. Den er udsprunget direkte af Digtningens Ord og er som et
potenseret melodisk-recitativisk Udtryk derfor, et Udtryk, der paa de
bevægede Steder svinger sig op over det recitativiske og udfolder
sig i varm blomstrende Lyrik. At Wagners dramatiske Sangsprog maatte
blive et saadant, og at heller ikke denne Ejendommelighed udsprang
af Mangel paa Melodiopfindelse (denne samme Paastand, der har
forfulgt alle selvstændig skabende Musikere fra Mozarts Dage, ja
tidligere!), vil staa klart efter hvad i det foregaaende er udviklet
om hans Kunstprineiper. Først skulde Sangen følge, ja fremme
det dramatiske, intet Øjeblik turde den standse det; til
Ordgentagelser, til Sangbravour blev der ingensinde Plads, og for bevægelig
Lyrik kun paa særlig egnede Steder. Dernæst skal Sangen følge
det strømmende Orkester. Dette stopper aldrig op for at give
Sangen Plads til selvstændig Udfoldelse: stadig glider det fremad
ved en sindrig og opfindsom — men rigtignok i Længden noget
ensartet — Anvendelse af skuffende Slutninger og dristige
Harmonispring, og dette bevægede, forklarende, malende eller
stemningsvækkende Orkester hæmmes ikke af Sangen i sin Udfoldelse, medens
Sangens mere konkrete Indhold paa den anden Side højnes og
ligesom bekræftes deraf. Endelig vilde Digteren (og Filologen tør man
vel tilføje) i Wagner, at det melodiske Udtryk skulde være saaledes
beskaffent, at det fulgte og fremhævede Sprogets Akcenter, Rytmer
og Værdier; i denne Wagners musikalske Deklamation, for hvilken
Forbilleder forøvrig fandtes hos Schubert, ja hos S c humann og
Rob. Franz, kom Sproget da fuldelig til sin Ret. Men praktiske
Grunde krævede endnu, at hvert sunget Ord saavidt mulig for-
’) Efter Bayreuther-Opførelsen 1876 skrev Poul Lindau: En italiensk Tenor
vilde sikkert ved Foredraget af Wintersturme (i Valkyrien) være traadt
hen til Rampen og med smægtende Bevægelse have fortryllet Huset med
den virkningsfulde Melodi. Det havde været ukunstnerisk, men det
havde været henrivende. — Denne sidste Sætning, skrevet af en anset og
kyndig Theaterforf., er typisk for Datidens Operaopfattelse, og giver ikke
noget ilde Begreb om det Kæmpearbejde, Wagner havde paataget sig med
at udrydde denne Opfattelse.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
