Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sidor ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
maatte Wagner i sin Reformiver erkende, at Kor som saadanne
sjælden eller aldrig kan være dramatiske. I Tristan og Isolde er
de da saa at sige forsvundne, uagtet første Akt vilde have givet
prægtig Anledning til et Sømandskor, og anden Akt til Nød til et
Jægerkor! I Nibdungenring, hvori overhovedet Sammensang næsten er
bandlyst, træder Rhindøtrenes Vekselstrofer istedenfor Kor — og
bringer rigtignok en langt mere ejendommelig og levende Virkning
end et almindeligt Theaterkor kunde have gjort — og først i
Götter-dåmmerung møder vi et virkeligt og højst anskueligt Kor:
Mænde-nes Kor, dem Hagen kalder sammen. Deres barske og vilde Raab,
der naturlig vokser ud af Situationen, klinger da med saa meget
større Magt, som Øret ikke hidtil er blevet vænnet til og
forvænnet af denne Korklang. Af den Art snilde og fine Virkemidler
ejer Wagners Teknik iøvrig langt flere, end denne Fremstilling kan
paapege; som et eneste Eksempel skal blot nævnes Siegfried: i de to
første Akter har her næsten udelukkende Mandsstemmer lydt,
hvorefter Rrynhildes Kvinderøst i sidste Akt lyser med dobbelt Glans
og Pragt1).
Naar man endelig nærmere betragter de rent musiktekniske
Egenskaber ved Wagners Værker, da maa man ligesom overfor
hans musikdramatiske Teknik ikke blot beundre den høje Udvikling,
som han tilsidst naaede, men ligesaa meget selve den bevidste
energiske og geniale Udvikling. Wagners Melodik, hans Harmonik
og Kontrapunktik var i en stadig Fremadskriden: fra det
almindelige steg han til det særegne og personlige, fra det brutale til det
pathetisk-magtfulde, fra det plumpe og ufine til det udsøgt
smagfulde og aandrige. Og denne Stigen begynder allerede i hans unge
Aar med Den flyvende Hollænder, og er ialtfald paa det melodiske
og harmoniske Omraade naaet til en næsten fuldstændig Udrenselse
i Lohengrin. Alligevel arbejder han, som den ægte Kunstner
han er, stadig videre og viser i Tristan og Isolde sit Genis fulde,
rige Opfindsomhed paa Harmoniens Felt. Man har vel her villet tale
om særligt Raffinement for Finsmagere, men ret beset er dette Partitur
*) I denne Forbindelse kan ogsaa berøres den store og vistnok nye Rolle, som
Wagners Teknik, samtidig med at den bortkaster Koret, tildeler Mimik og
Gestus (i god Harmoni med Tanken om et „Gesammtkunstuerk*) saaledes
allerede i Den flyvende Hollænder (Sentas og Hollænderens Møde), men
navnlig i Valkyrien (Siegmund og Sieglinde, Siegmunds Dødsbudskab), i
Mestersangerne (Beckmessers mimiske Soloscene, Evas og Walthers Møde)
og i Parsifal (Parsifal som tavs Tilskuer ved Gralshøjtiden).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
